tirsdag den 28. august 2012

Dr. Romanov, I presume?

"Smid dem væk. Giv dem til Afrika." Der blev ikke lagt fingre imellem, da Dr. Nicholas Romanov udtrykte sin mening om en af workshopdeltagernes løbesko: Et par spritnye og hundedyre Ecco Biom i yakokselæder. Vi snakker altså sko til en pris på knap 2000 kroner.

Hvis jeg var med i en sekt, så ville Dr. Romanov være min guru. Det er jeg ikke, og han er ingen guru. Derimod er han en russisk-amerikansk forsker i bevægelsesmetode - og manden bag Pose Method. Men som mange guruer var det med stor karisma, at han i sidste uge underviste i løbeteknik - poserunning -  på to dagsseminarer og en aftenworkshop i Odense arrangeret af Ole Stougaard fra Multitesta.

Ondt af Ecco-ejere
Jeg havde lidt ondt af den unge mand i Ecco-sko, da han fik læst og påskrevet af Dr. Romanov. Men doktoren havde jo ret. En videoanalyse demonstrerede med al tydelighed, at Eccos bud på en naturlig løbesko gav alt andet end et naturligt løb.

(Hvordan man kan tro, at en af markedets tungeste løbesko med en klodset hæl kan hjælpe en til at løbe mere naturlig, kan kun undre, hvis man har prøvet at løbe i bare fødder eller sko med minimal sål. På den anden side er der mange, der er faldet for Ecco Biom, og som er glade for at løbe i dem - og så er det i hvert fald ikke mig, der skal flå yakoksekolosserne af fødderne på dem. Bare jeg bliver fri. For naturligt bliver det i hvert fald ikke).

Jeg er en elendig bilist. Flere gange bragte jeg og mit djævlerøde lyn Dr. Romanovs
 og hans søns liv i fare på de odenseanske gader og stræder. Vi overlevede dog alle.
Hvad er naturligt?
Nu har jeg allerede brugt ordet "naturlig" en del gange i dette indlæg, men ordet forklarer ikke i sig selv, hvordan man så skal løbe, hvis man vil undgå at komme på kant med naturen. Det gjorde Dr. Romanov til gengæld i Odense. Her forklarede han, hvad det er, der skaber den bevægelse, vi kalder løb. Hvordan vi udnytter de kræfter (primært tyngdekraften), der skaber bevægelsen. Og hvordan vi eliminerer de overflødige bevægelser, der bremser vores fremdrift (fx hællanding foran vores tyngdepunkt).

Som han forklarede, så er det fint nok at løbe easy, light, smooth and fast, som Tarahumaraindianerne i barfodsbestselleren "Born to run" (som nu er oversat til dansk) - men det er altså blot et resultat af, at man løber optimalt og ikke opskriften i sig selv. Derfor startede Dr. Romanov med at give os opskriften, dvs. teorien. Og herefter hjalp han os med at bage kagen, dvs. praktisk tekniktræning.

Et kvikt vrøvlehoved
Sommetider kan Dr. Romanov godt fremstå som et vrøvlehoved. I sin iver efter at delagtiggøre andre i sin viden snublede han nu og da i dansk-russisk-amerikansk sprogforvirring. Men det ændrer ikke ved, at manden er knivskarp, når det kommer til teorien om bevægelse og de bevidsthedsmekanismer, der ligger bag.

Og når det kommer til den praktiske demonstration, er han endnu bedre. For en ting er at vide, hvordan man skal løbe. Noget helt andet er at opfatte, om kroppen rent faktisk gør det, man tror den gør. Det gør den sjældent, så vi igen og igen på seminarerne: Ingen af os løb, som vi troede.

Den opfattelse - perception - er man nødt til at træne, hvis man ikke vil løbe sanseløst rundt. Det fik vi lov til at træne under de praktisk øvelser, og i løbet af få timer lykkedes det Dr. Romanov at ændre alles løb - i flere tilfælde radikalt - til det bedre. Virkelig imponerende at se ham i aktion og se, hvordan han ved hjælp af få øvelser kunne flytte deltagernes bevidsthed om de bevægelser, de udførte under løbet.

Sommetider var det nødvendigt for Dr. Romanov at sætte kursisterne på plads.
Her går det ud over en fysioterapeut på torsdagens seminar. Også han overlevede.
Løb råddent i flade sko
Torsdagens seminar var henvendt til fysioterapeuter (og så var vi et par poserunning-instruktører) og handlede om skader - primært hvordan man undgår dem. Her var der nok enkelte af fysioterapeuterne, der fik stillet deres traditionelle sygdomsbillede på en prøve, da de blev konfronteret med Dr. Romanovs ind imellem temmelig alternative synspunkter. Flere af dem vendte dog tilbage dagen efter, hvor den stod på poserunning for løbere og trænere, så helt skræmt blev de ikke.

Under seminarerne blev det tydeligt, at minimalistiske sko ikke er nogen garanti for en skånsom og effektiv løbeteknik. Man kan sagtens løbe elendigt i et par Fivefingers, Vivobarefoot eller NB Minimus. Derfor er der god grund til at bruge tid og kræfter på at lære at løbe - også selvom man har allieret sig med et sæt naturligt fodtøj. Skoene gør det bestemt ikke alene. Heller ikke bare fødder.

Flere af fysioterapeuterne kunne fortælle, at de efterhånden har en del patienter med skader, der kan relateres til løb i minimalistisk fodtøj. Jeg vil vove den påstand, at mange af disse skader kan undgås med sund fornuft - og et kursus i løbeteknik. Spred budskabet!

PS: Da jeg ankom til Odense i onsdags viste det sig, at jeg havde den fornøjelse at bo på samme hotel som Dr. Romanov og hans søn, Severin, og vi fulgtes til og fra kursusstedet - så hvis du vil vide noget om hans morgenmadsvaner eller hans mening om min bilkørsel, skal du endelig spørge løs. Jeg røber gerne alle de intime detaljer.

mandag den 20. august 2012

Svaret på et af livets store spørgsmål

Jo. Der er sand i sandkage. Det ved jeg nu. De kyniske arrangører af Rubjerg Knude-løbet serverede nemlig sandkage til kaffen ved ruinerne af fyret. Men de fik mig ikke ned med nakken. Jeg gennemførte til en forandring et maratonløb. Uden pylren, uden krise.

Se selv i dette indslag fra TV2 Nord:



Danmarks hårdeste?
Rubjerg Knude løbet er blevet kaldt "Danmarks hårdeste maraton." Den titel er, der sikkert også andre løb, der vil gøre krav på, men ét er sikkert: Sandkagen gjorde det ikke mindre hårdt.

Efter at have forceret 25 kilometer blandet terræn inklusiv et veritabelt bjerg af sand, var det ikke sandkage, som min krop skreg efter, og det var heller ikke sandkage, der skulle sikre, at jeg kunne løbe de resterende 17 kilometer.

Et ukontrollabelt hosteanfald forårsaget af lige dele kagekrummer og sand var faktisk tæt på at sende mig til tælling. Men nej - der skulle mere til at slå mig ud i går. Faktisk blev jeg slet ikke slået ud, men fik min allerstørste og -første gode oplevelse med maratondistancen. Jeg er ret glad.

En glad dreng. Som glæder sig til at løbe Marselisløbet om 14 dage i bare fødder.
Impotente fødder
Læsere af min blog husker måske, at der er langt mellem mine succeser, når jeg kommer ud over halvmaratondistancen. Min kone udtrykker det så smukt, når hun siger: "Lige så snart du får et startnummer på, falder pikken." Åh-ja, she's got a way with words...

Det lyder måske underligt, men valget af rute var et vigtigt element i min plan for at eliminere al præstationsangst. Det visse steder overordentligt vanskelige terræn gjorde det umuligt at tænke på sluttider. Og da vores sommerhus ligger i området, kendte jeg allerede det meste af ruten fra mine træningsture i sommerferien.

Jeg kendte heller ingen af de andre løbere, så der var ingen, jeg skulle konkurrere med. Ikke en gang mig selv. Jeg skulle bare gennemføre og gøre det til en god oplevelse. Som enhver anden langtur. Det blev det.

Taktik og tak til Heike og Bjarne
Herudover hjalp et par løbere fra Tårs og en ny forplejningsstrategi mig godt igennem løbet. De første 30 kilometer slog jeg følgeskab jeg med de næsten-lokale Heike og Bjarne. Vi løb ikke hurtigt. Men vi snakkede (de snakkede rigtig meget), vi gav os god tid ved depoterne (som var fremragende), og vi havde overskud til at nyde naturen undervejs (og ind imellem bande over den).

Og så var der ikke mindst min nye forplejningsstrategi - og her tænker jeg ikke på sandkage. Ofte får man tudet ørerne fulde af god råd om at få rigelig med væske og energi undervejs. Men nyere forskning viser, at det nok ikke er så godt et råd, som det umiddelbart kan lyde. Det nye råd er: Drik, når du er tørstig!

Jeg gjorde det samme med mad. Jeg spiste og drak, hvad jeg følte trang til undervejs: 3 energigel, vand, appelsinbåde, bananstykker, cola. Og det virkede sgu! Der findes et hav af teorier og gode råd, men i sidste ende er du selv facitlisten, og virker det for dig, så er det godt. Med andre ord: Lyt til din krop. Det vil jeg gøre nu. Min krop kræver pizza.

PS: Nej, jeg løb ikke i SANDaler. Jeg løb i mine NB Minimus Trail Zero. De var fine.

onsdag den 8. august 2012

Forbandet fodtøj

Syv vabler og fire åbne sår. Det er sommerens høst efter en skøn ferie, hvor jeg fik løbet mere end 100 kilometer på mine bare fødder.

Det interessante er, at mine skader ikke er sket, fordi jeg løb uden sko. Nej, de er alle sko- og sandalrelaterede. Faktisk fik jeg ikke så meget som en splint op i foden, selvom mine barfodsruter har underlag med tornekrat, grus og grovkornet asfalt.

Skam dig, italienske modehus, for næsten at spolere en perfekt shoppingferie!
Ikke mere lingeri til den herre
Synderne er ikke hvemsomhelst. På andenpladsen (undskyld, jeg springer lidt i rækkefølgen) har vi en uhyre tjekket loafer fra Prada. Skindet smyger sig om min fod, den har en dejlig fleksibel flad sål, og så har den kostet en bondegård.

Den er skøn at gå i, men grænsen går åbenbart ved et par dage i Hamburg i følge med en shoppelysten kone. Resultat: Vabler på ringe- og lilletæer samt siden af begge fødder. Av. Så er det altså en lang tur gennem lingeriafdelingen i stormagasinet Alsterhaus, skulle jeg hilse at sige.

Denne sandal fra Jil Sander er så citycool, at det gør helt ondt.

På tredjepladsen har vi en outsider. En enkel sandal fra den tyske designer Jil Sander. Måske er det lidt forkert af mig, at hænge den ud i denne sammenhæng, for den bidrog ikke til nogen skader i sig selv, men den byggede videre på de vabler, som allerede var opstået på mine lilletæer. Det til trods er den vanvittig lækker i sommervarmen, som aftrykkene fra mine svedige tæer på billedet måske antyder.

Gabende sår på begge fødder
Og vinderen? Vinderen er ingen ringere end et par løbesandaler: Teva Zilch med flad sål og zerodrop (dvs. sålen har samme tykkelse på forfod og hæl).

Og jeg er taberen... For på en 20 kilometers barfodsløbetur var jeg nødt til at tage mine Teva Zilch på for at kunne passere en strækning med nyfældet hybenkrat, hvor tornekviste lå spredt over det hele. Blot en kilometer. Det var første gang, jeg løb i dem (og jeg løb godt i dem - min anmeldelse kommer i et senere blogindlæg, og det gør mine indtryk af Vivobarefoot Breatho Trail i øvrigt også).

Bare fordi dette par Teva Zilch-løbesandaler gav mig store sår på deres jomfrutur,
er de nu slet ikke så ringe - men mere om det i et senere blogindlæg.
Men da jeg tog sandalerne af igen, havde remmene efterladt to gabende sår på oversiden og ved knoerne på begge fødder. Jeg tørrede mine øjne og blodet af mine fødder og løb videre. Jeg kunne ikke lade være med at smile ved tanken om, at jeg sikkert ikke havde fået så meget som en vabel, hvis jeg bare havde valgt en omvej uden tornekrat.

PS: Ordet "loafer" stammer fra det tyske ord "läufer," som betyder "løber."


torsdag den 12. juli 2012

Lær poserunning og løb naturligt i Århus

Sådan ser sektens hellige symbol ud. Det har bl.a. inspireret taoisterne til deres yin og yang-symbol.
Slip for bøvl med knæene. Få en bedre løbeøkonomi, og løb mere skånsomt. I flade sko eller på bare fødder. Ja, lad sågar tyngdekraften bære dig op ad bakkerne.

Det lyder næsten lige så forjættende som buffeten hos en bedre nyreligiøs sekt. Men det handler faktisk bare om at lære at løbe naturligt. Om at løbe som din krop er skabt til at bevæge sig. Og om at undgå at gøre uhensigtsmæssige bevægelser, som bremser og giver skader.

Et enkelt kryds og lidt arbejde
Alt, hvad du behøver gøre, er at sætte kryds i kalenderen 2. februar 2014. Og så indstille dig på, at en naturlig løbestil ikke altid er noget, du kommer sovende til. Det tager tid og kræver arbejde at ændre dårlige vaner, som du har tillagt dig ved at løbe i lidt for magelige sko eller ved at tilbringe hele dagen foran et skrivebord.

Redskaberne får du på workshoppen, hvor din løbestil også bliver videoanalyseret. En del vil opleve en ændret løbestil allerede under workshoppen, mens andre er nødt til at bruge længere tid på at justere deres teknik. Men hvor der vilje, er der vej.

Hvad siger sektmedlemmerne?
Om det virker for dig? Det finder du kun ud af, ved at prøve det. Men læs her, hvad tidligere kursister skrev, efter at de havde været på en af Løblets workshops:
"Jeg har kun tre ting at sige om workshoppen FANTASTISK, FANTASTISK, FANTASTISK."
"Jeg er stadig helt på halen over at opleve at kunne bevæge mig uden smerte/ømhed i baglår eller knæ - og så i både løb, hop m.m. og så i så lang tid. Det er virkelig vildt!"
"Mine løbetider er forbedret med op til 21%, og jeg har stort set ingen skader. Så bortset fra at jeg er blevet morfar, er poserunning det største jeg har oplevet i 2011, og så har jeg i øvrigt ikke været hos kiropraktor siden." 
Også for viderekomne 
Har du tidligere modtaget undervisning i poserunning, har du mulighed for at finpudse din løbeteknik med en times eneundervisning. Her får du et frisk videotjek af din løbestil, så du kan se, om der er sket fremskridt, og hvor der kan justeres. Vi vil fokusere på nye teknikøvelser, så du fortsat kan forbedre din løbestil.

Læs mere om Løblet på vores hjemmeside, som du finder her: www.loeblet.dk


OBS: Pose Running i Århus: Lær at løbe naturligt på Løblets workshop søndag 2. februar 2014. Læs mere her: www.loeblet.dk.

mandag den 9. juli 2012

Og de to vindertyper er... Trommehvirvel...

Hæderligheden selv. Min mor og barfodsløber. Og nu også Lykkens Gudinde.
"Hvor finder man en notarius publicus nu om dage," spurgte jeg min kone. Hun er advokat, så hun må vide det.

Svaret kom prompte: på dommerkontoret. Men med udsigt til at skulle betale sådan én hele 500 kroner i timen for at udtrække de to vindere af startnumre til Marselisløbet, fortrød jeg dog hurtigt den plan. Selvom alt selvfølgelig skal gå rigtigt til.

Kom så med navnene
"Hvorfor spørger du ikke din mor. Hun er da et af de mest hæderlige mennesker, der findes," sagde min kone.

Som foreslået så gjort. Min mor udtrak helt tilfældigt to vindere blandt de mange, der havde svaret korrekt på det meget, meget vanskelige spørgsmål: Hvilken bog har haft størst betydning for barfodsløb?

A. "Mærsk - manden og magten" af Bjørn Lambek
B. "Den lille pige med svovlstikkerne" af H.C. Andersen
C. "Born to run" af Christopher McDougall

Flere svarede forkert
Der var faktisk nogle, der svarede forkert, men de får lejlighed til at læse på lektien i sommerferien. Det behøver vinderne til gengæld ikke, for de ramte rigtigt i første forsøg. De to vindere: Andreas Sørensen og Birthe Pedersen har fået direkte besked.

Tak til alle, som deltog. Selvom I ikke vandt, kan I stadig få lov at deltage i Marselisløbet - med såvel som uden sko og faktisk også på cykel og gående. Hvis man ønsker at gå, skal man dog være forberedt på, at man er nødt til at gøre det på engelsk. Startnumre kan købes på Marselisløbets hjemmeside.

PS: Det korrekte svar er C: "Born to Run" af Christopher McDougall.

fredag den 6. juli 2012

Junkie!

Goddammit!
Det er mere alvorligt, end det ser ud: Jeg må ikke løbe i 10 dage! Til gengæld løber jeg rundt om mig selv som en anden junkie med abstinenser. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, nu hvor jeg er blevet nægtet mit løbefix.

Havde jeg vidst, at jeg skulle holde benene i ro, inden den flinke speciallæge, Troels, på privathospitalet Ciconia (hvor de er specialister i fertilitetsbehandling!) satte skalpellen i min underlæbe, så havde nok jeg sagt nej til at få fjernet den ganske ubetydelige arknude. Men den væsentlige detalje ved behandlingen glemte jeg desværre at spørge om.

Kød til vegetaren
Arvævet, der er fjernet, opstod for omkring tre måneder siden, da jeg bed mig selv i indersiden af læben. Svamperisottoen smagte simpelthen så godt, at jeg glemte alt om gode bordmanerer, og i min forslugenhed røg der altså et stykke mundkød ned i min sarte vegetarmave.

I de følgende dage og uger blev underligt arvæv ved med at vokse frem. Og jeg blev ved med at bide i det. Det blev større og større, og man kunne nu se det, når jeg talte. Det så faktisk ret ulækkert ud. Folk omkring mig forsøgte at lade som ingenting. Men jeg kunne ikke undgå at bemærke, at de holdt sig på afstand.

Mirakelhelbredelse
Af frygt for at vennekredsen skulle blive reduceret til videoer af søde dyr på YouTube, var jeg nødt til at gøre noget. Heldigvis kunne jeg hurtigt komme til undersøgelse hos en speciallæge gennem sygeforsikringen på min kones arbejde. Min kone nægtede i øvrigt at kysse mig!

Hvis jeg har læsere i Vatikanstaten, skulle de måske overveje at indstille Troels til en helgenkåring. For efter denne undersøgelse holdt jeg mirakuløst op med at bide mig selv i læben, selvom jeg nu i to måneder havde gjort det hver eneste dag. Og for hver dag blev arvævet, fra at have været over en halv centimeter på alle ledder, bare mindre og mindre. Men selvom det næsten var forsvundet, skulle den sidste lillebitte arrest bortopereres.

Hvor er de stramtsiddende kitler?
Jeg forstår godt, hvis mænd kan få en fetich for sygeplejersker. For hold da op, hvor var operationssygeplejerskerne søde. Men her vil jeg gerne indskyde, at en uniform, der til forveksling ligner forvasket grønt joggingtøj, ikke virker helt på samme på som stramtsiddende kitler. At der desuden var nåle og knive involveret, var med til at tage toppen af min begejstring for det ellers tiltalende setup med mig på en briks omgivet af to sygeplejersker.

Nu har jeg efter lægens ordre ikke løbet siden sidste lørdag. Endda den første rigtige sommeruge, hvor mine nøgne såler skulle have boltret sig med kilometervis af sommerjogging i splitshorts på strand og i skov. I stedet må jeg nøjes med - længselsfuldt - at følge mine venners løb på Endomondo. Så nej, det er ikke sved, der løber ned ad min kind her i sommervarmen - det er tårer.
Jeg glæder mig allerede til sandkage på toppen.
En sommerzátopek, tak
Men inden jeg kommer for godt i gang med min selvynk, så må jeg hellere tørre øjnene. Jeg må glæde mig over, at denne lille løbepause ikke skyldes en skade. Jeg må glæde mig over, at min krop vil juble resten af året over at blive fuldt restitueret oven på min træning til Hamburg Marathon og Coast to Coast. Og så glæder jeg mig ellers helt vildt til at komme i gang med min næste udfordring: Rubjerg Knude-løbet 19. august, hvor jeg igen vil prøve kræfter med maratondistancen.

Jeg må huske mig selv på, at afhængighed aldrig er sundt. Heller ikke selvom det er afhængighed af noget nok så sundt. Hvem ved - måske ser vi snart de første behandlingshjem for løbeafhængige? Eller hvad med Anonyme Løbere?

Nu er der heldigvis kun fire dage tilbage. Så kan jeg igen få mit kilometerfix.

PS: Du har stadig chancen for at vinde et par startnumre til Marselisløbet. Skynd dig at komme med dit bud på et rigtigt svar i den meget svære konkurrence. Du må gerne spørge en ven. Find konkurrencen her: Piskeben i gavehumør.

mandag den 25. juni 2012

50 kilometer vej haves, vilje søges

Klokken lort om natten. Vist verdens mest demotiverende vejnavn.
Natten til lørdag havde jeg tyndskid. Og natten til lørdag løb jeg 50 kilometer. Fra Skallerup Klit ved Vesterhavet til Frederikshavn ved Kattegat. Ja, jeg gjorde det sgu! Jeg gennemførte langt om længe et langt løb - så skide være med resten.

Jeg har tidligere beskrevet mine kvaler med at løbe maraton. Derfor er der måske nogen, der tænker, at Coast to Coast på 50 kilometer - og ovenikøbet om natten - lyder fuldstændig vanvittigt. I har ret. Ikke mindst når man allerede efter 10 kilometer bogstavelig talt er drænet for saft og kraft. Og er en smule mørkeræd.

Ved 18 kilometer var jeg så træt, nej faktisk så søvning, at jeg var bange for at falde omkuld i rabatten, mens jeg løb. Og på det tidspunkt var klokken kun lidt over midtnat. Jeg frygtede for alvor, at mit løb var slut.

Skønne redningskvinder
Jeg forsøgte at revitalisere mig med en banan. Den første halve gled fint ned. Drak rigelig vand. Senere forsøgte jeg mig med en energibar. Den kunne jeg ikke få ned. Men så gav min krop selv løsningen. Den skreg på cola.

Og jeg fandt min redning. Den hed Lis og Nana - et par søde løbeveninder fra Aarhus 1900, som havde valgt at støtte os på turen med en følgebil. Det var ganske vist en Skoda, men bagagerummet var fyldt med Coca Cola.

Langsomt fik jeg det skarpe, søde stads hældt indenbords. Overraskende hurtigt blev min krop og mit hoved klar igen. Nærmest mirakuløst.

Kulsyreholdige drikke og løb går normalt ikke godt i spænd, og jeg undskylder da også for, at jeg vist kom til at vække en hel lille landsby med min ræben. Men det var heldigvis kun ræben - og ikke gassen, der gik af ballonen!

Pokalen fra Coast to Coast har allerede fundet sin plads i Vesterhavshytten.
Uden mad og drikke dur helten ikke
Mit langdistanceproblem har hidtil kunnet koges ned til to punkter: Først og fremmest det mentale. Jeg er ikke et konkurrencemenneske (hvad jeg betragter som et sympatisk karaktertræk). Dernæst har jeg døjet med problemer med mit energi- og væskeindtag undervejs med svimmelhed og kvalme til følge.

Siden jeg løb mit første halvhalvmaraton, har jeg gang på gang stillet mig selv spørgsmålet: "Hvorfor gør jeg det." Uden et fornuftigt svar. Jeg plejer faktisk at blive småirriteret, når andre per refleks besvarer spørgsmålet med et "Fordi jeg kan." Dette svar reducerer mig jo blot til et instinktstyret væsen, for rent fysiologisk kan alle jo løbe 10 kilometer, ja selv et maratonløb, uden de store forberedelser.

Nej, der skal mere til at stille mig tilfreds. Og tilfreds blev jeg i en skov ved Sindal natten til lørdag. Mit svar var: "Fordi jeg vil." Simpelthen. "Fordi jeg faktisk gerne vil nå frem til mål for en gangs skyld." Det fjernede alt pres med hensyn til min sluttid. For mig handlede det bare om at stå distancen, og så måtte tage den tid, der skulle til.

Nej, pandelamper er ikke overkill på lyse sommernætter!
Stor Tue trækker læsset
Vi var en flok løbere fra mit løbehold i Aarhus 1900, der egentlig havde aftalt at følges, men det kom aldrig rigtig til at fungere. Heldigvis fandt jeg fodslaw med Tue, og vi fulgtes pænt til mål. Løb én kilometer og gik ét minut. I pauserne mellem min klynken og bøvsen, underholdt vi hinanden med røverhistorier fra vores tid som uduelige værnepligtige, altimens mosekonen bryggede på livet løs.

Jeg havde kodet ruten ind på mit Suunto Ambit-løbeur og markeret særlige punkter, så vi fx undervejs kunne holde øje med - og se frem til - at nu var der friskbagte pandekager ved næste depot om 1.680 meter. Det gjorde det bare lidt mere overskueligt. Og pandekagerne gjorde underværker ved depotet ved 42 kilometer!

Mens solen så småt stod op, og vores pandelamper blev overflødige, vejrede vi havluft. Benene fandt en bedre rytme ved udsigten til en ende på det hele. Jeg havde endda overskud til at løbe 200 meter ekstra på stranden for at få mit ur til at runde de 50 kilometer. Lykkelig!

Og det kan godt være, at jeg hverken er den hurtigste eller mest udholdende løber. Men jeg har stadig det sejeste ur...

Allerede senere lørdag var jeg klar til en lille jogge- og soppetur for at få søvnen ud af benene.
PS: Selve løbet var fantastisk.  Men det kan du læse mere om andre steder, fx Karinas beretning her: "Coast2Coast - hjemme igen," Jespers beretning her: "Coast to Coast 2012" eller "Coast to Coast blev en løbefest gennem natten." Du kan i øvrigt se Tue og mig lunte i mål ca. 1:21 inde i denne video på YouTube. Løbet er en stor, kæmpestor oplevelse, du ikke må snyde dig selv for. Jeg forudser en sand invasion af løbere i Nordjylland til næste år.

PPS: Du kan stadig nå at vinde 2 stk. startnumre til Marselisløbet. Se hvordan her: Piskeben i gavehumør.


Udstyret til udyret:


På fødderne: Vivobarefoot Evo og Falke RU5-strømper

For tækkeligheden: Pearl Izumi-shorts

På overkroppen: Fusion-trøje og Pearl Izumi-undertrøje

Om håndleddet: Suunto Ambit Silver

På ryggen: Salomon Skin Pro 3-væskerygsæk

På hovedet: Buff og Black Diamond-pandelampe