50 kilometer vej haves, vilje søges

Klokken lort om natten. Vist verdens mest demotiverende vejnavn.

Natten til lørdag havde jeg tyndskid. Og natten til lørdag løb jeg 50 kilometer. Fra Skallerup Klit ved Vesterhavet til Frederikshavn ved Kattegat. Ja, jeg gjorde det sgu! Jeg gennemførte langt om længe et langt løb - så skide være med resten.

Jeg har tidligere beskrevet mine kvaler med at løbe maraton. Derfor er der måske nogen, der tænker, at Coast to Coast på 50 kilometer - og ovenikøbet om natten - lyder fuldstændig vanvittigt. I har ret. Ikke mindst når man allerede efter 10 kilometer bogstavelig talt er drænet for saft og kraft. Og er en smule mørkeræd.

Ved 18 kilometer var jeg så træt, nej faktisk så søvning, at jeg var bange for at falde omkuld i rabatten, mens jeg løb. Og på det tidspunkt var klokken kun lidt over midtnat. Jeg frygtede for alvor, at mit løb var slut.

Skønne redningskvinder
Jeg forsøgte at revitalisere mig med en banan. Den første halve gled fint ned. Drak rigelig vand. Senere forsøgte jeg mig med en energibar. Den kunne jeg ikke få ned. Men så gav min krop selv løsningen. Den skreg på cola.

Og jeg fandt min redning. Den hed Lis og Nana - et par søde løbeveninder fra Aarhus 1900, som havde valgt at støtte os på turen med en følgebil. Det var ganske vist en Skoda, men bagagerummet var fyldt med Coca Cola.

Langsomt fik jeg det skarpe, søde stads hældt indenbords. Overraskende hurtigt blev min krop og mit hoved klar igen. Nærmest mirakuløst.

Kulsyreholdige drikke og løb går normalt ikke godt i spænd, og jeg undskylder da også for, at jeg vist kom til at vække en hel lille landsby med min ræben. Men det var heldigvis kun ræben - og ikke gassen, der gik af ballonen!

Pokalen fra Coast to Coast har allerede fundet sin plads i Vesterhavshytten.

Uden mad og drikke dur helten ikke
Mit langdistanceproblem har hidtil kunnet koges ned til to punkter: Først og fremmest det mentale. Jeg er ikke et konkurrencemenneske (hvad jeg betragter som et sympatisk karaktertræk). Dernæst har jeg døjet med problemer med mit energi- og væskeindtag undervejs med svimmelhed og kvalme til følge.

Siden jeg løb mit første halvhalvmaraton, har jeg gang på gang stillet mig selv spørgsmålet: "Hvorfor gør jeg det." Uden et fornuftigt svar. Jeg plejer faktisk at blive småirriteret, når andre per refleks besvarer spørgsmålet med et "Fordi jeg kan." Dette svar reducerer mig jo blot til et instinktstyret væsen, for rent fysiologisk kan alle jo løbe 10 kilometer, ja selv et maratonløb, uden de store forberedelser.

Nej, der skal mere til at stille mig tilfreds. Og tilfreds blev jeg i en skov ved Sindal natten til lørdag. Mit svar var: "Fordi jeg vil." Simpelthen. "Fordi jeg faktisk gerne vil nå frem til mål for en gangs skyld." Det fjernede alt pres med hensyn til min sluttid. For mig handlede det bare om at stå distancen, og så måtte tage den tid, der skulle til.

Nej, pandelamper er ikke overkill på lyse sommernætter!

Stor Tue trækker læsset
Vi var en flok løbere fra mit løbehold i Aarhus 1900, der egentlig havde aftalt at følges, men det kom aldrig rigtig til at fungere. Heldigvis fandt jeg fodslaw med Tue, og vi fulgtes pænt til mål. Løb én kilometer og gik ét minut. I pauserne mellem min klynken og bøvsen, underholdt vi hinanden med røverhistorier fra vores tid som uduelige værnepligtige, altimens mosekonen bryggede på livet løs.

Jeg havde kodet ruten ind på mit Suunto Ambit-løbeur og markeret særlige punkter, så vi fx undervejs kunne holde øje med - og se frem til - at nu var der friskbagte pandekager ved næste depot om 1.680 meter. Det gjorde det bare lidt mere overskueligt. Og pandekagerne gjorde underværker ved depotet ved 42 kilometer!

Mens solen så småt stod op, og vores pandelamper blev overflødige, vejrede vi havluft. Benene fandt en bedre rytme ved udsigten til en ende på det hele. Jeg havde endda overskud til at løbe 200 meter ekstra på stranden for at få mit ur til at runde de 50 kilometer. Lykkelig!

Og det kan godt være, at jeg hverken er den hurtigste eller mest udholdende løber. Men jeg har stadig det sejeste ur...

Allerede senere lørdag var jeg klar til en lille jogge- og soppetur for at få søvnen ud af benene.

PS: Selve løbet var fantastisk.  Men det kan du læse mere om andre steder, fx Karinas beretning her: "Coast2Coast - hjemme igen," Jespers beretning her: "Coast to Coast 2012" eller "Coast to Coast blev en løbefest gennem natten." Du kan i øvrigt se Tue og mig lunte i mål ca. 1:21 inde i denne video på YouTube. Løbet er en stor, kæmpestor oplevelse, du ikke må snyde dig selv for. Jeg forudser en sand invasion af løbere i Nordjylland til næste år.

PPS: Du kan stadig nå at vinde 2 stk. startnumre til Marselisløbet. Se hvordan her: Piskeben i gavehumør.

Udstyret til udyret:


På fødderne: Vivobarefoot Evo og Falke RU5-strømper

For tækkeligheden: Pearl Izumi-shorts

På overkroppen: Fusion-trøje og Pearl Izumi-undertrøje

Om håndleddet: Suunto Ambit Silver

På ryggen: Salomon Skin Pro 3-væskerygsæk

På hovedet: Buff og Black Diamond-pandelampe

Piskeben i gavehumør: Vind startnumre til Marselisløbet

Vind startnumre til det århusianske svar på Grand National Steeplechase, Liege-Bastogne-Liege og Western States 100. Eller med lidt mere ydmyge løbebriller: Jydernes Eremitageløb.

Det burde nu stå klart for enhver, at jeg selvfølgelig taler om festugeklassikeren Marselisløbet (ikke mindst fordi jeg også har skrevet det i overskriften). To startnumre er det betroet mig at udlodde på min barfodsblog. Til dig og dig. 

Alt, hvad du skal gøre, er at besvare det vanskelige spørgsmål i bunden af dette indlæg inden 8. juli. Så vil jeg iklæde mig lændeklæde og huaraches og trække to vindere fra min nye væskerygsæk. Tænk dig godt om - måske bliver du den heldige?

Du kan godt gå i træning. Marselisløbet er ikke for barfodsløbere med sarte tæer.

Barfodsfjendtlig!

Det med det heldige er nok relativt i denne sammenhæng. For ruten er ikke spor barfodsvenlig. På visse passager ville det nærmest have været en lise for fodsålerne, hvis skovfogeden havde drysset partisansøm i stedet for grus. Tag det som en udfordring!

Men bare rolig: Mindre (dvs. mere sko) er også velkomment. Der er intet krav fra min side om, at du skal løbe de 12 kilometer uden sko eller i flade sko. Det bestemmer du selv. Det handler bare om at være med. Om at være en blandt de flere tusinde, der hvert år siden 1972 har skræmt alt dyreliv fra vid og sans i Marselisskoven en søndag i september. 

Det er klart, at med de mange deltagere og tilskuere får du en helt enestående chance for at promovere den gode barfodssag og tiltrække stor opmærksomhed på skovstierne. Jeg har i hvert fald tænkt mig at benytte lejligheden til at generere en pæn portion hovedrysten, når jeg forcerer rutens talrige stigninger på nøgne fødder søndag 2. september! Kom frisk!

Piskeben gør dig til en vinder

Og nu til det store spørgsmål, der kan gøre dig til en vinder. Besvar spørgsmålet og send svaret sammen med oplysninger om dit navn, køn, fødselsår, mobilnummer og evt. hold/firma/klub til piskeben@loeblet.dk, så jeg har det senest 8. juli. Vinderne får direkte svar og vil blive offentliggjort på min Facebook-side:

Hvilken bog har haft størst betydning for barfodsløb?

A. "Mærsk - manden og magten" af Bjørn Lambek

B. "Den lille pige med svovlstikkerne" af H.C. Andersen

C. "Born to run" af Christopher McDougall

PS: Og så lige en reklame... Vil du slippe for knæskader, skinnebensbetændelse og det, der er værre? Så skynd dig at sætte kryds i kalenderen lørdag 15. september, hvor Løblet afholder workshop i Pose Running og naturlig løbestil. Som noget nyt tilbyder vi også en opfølgningsworkshop for løbere, der allerede har lært Pose Running 16. september. Se mere på Løblets hjemmeside: www.løblet.dk.

Jo, man kan købe sig lykkelig (og fattig): Suunto Ambit

Lykke - nu med 24 timers-værk.

Mit nye urindkøb (det ord ser sjovt ud) trodser sund fornuft: Jeg har et velfungerende løbeur i forvejen. Mit nye ur har faktisk færre funktioner. Men det ser bare så meget mere cool ud!

At min løbekarriere ikke helt har flasket sig som forventet, har - om ikke kastet mig ud i en livskrise - så givet mig en sygelig trang til at opgradere mit liv med noget så banalt som ting. Først købte jeg en Texas-buskrydder til at holde 3500 kvadratmeter af Vestkysten fri for brændenælder, tidsler og elefantgræs. Rimelig fed maskine. Og nu har jeg altså erhvervet mig et nyt løbeur som afløser for mit Garmin Forerunner 405.

Fremover vil der sidde et Suunto Ambit Silver HR på mit venstre håndled, når jeg bevæger mig ud på skovstierne i let løb. "The GPS for explorers." Ja, det er da lige mig, der har det bedst indenfor ringgaden (og undtagelsesvist i Marselisskoven, Lønstrup eller Hamburg)!

Hærgeren. Lønstrup er ikke det samme, efter at jeg har fået egen buskrydder.

Jeg købte det i går og har kun løbet en enkelt tur med det, så dette bliver ikke en anmeldelse - snarere et blæret glædesudbrud over at have hævet mig fra at være en tjekket udstyrsentusiast til at være en ekstremt tjekket udstyrsentusiast og explorer-agtig type! Nice! Vil du have en anmeldelse, så vil jeg anbefale DC Rainmakers, som du finder her: Suunto Ambit In-Depth Review.

Nå, men nu må jeg hellere gøre mig klar til aftenens løb: Jyske Bank Løbet i Hinnerup. Otte kilometer i bare fødder. Forvent at jeg fejer samtlige konkurrenter af banen og ned fra sejrspodiet - iført mine nybarberede tæer og mit nye Suunto Ambit om håndledet. Frygt mig!

Sidste år løb jeg ruten i mine huaraches, og dengang priste mig ganske vist lykkelig over, at jeg ikke tog turen i helt bare fødder. Jeg var helt vildt langsom, men til gengæld reddede jeg - i bedste Jesus-sandal-stil - et væltet barn undervejs. Nu får vi at se, om Hinnerup-løberne får et par flade i aften - eller om jeg igen må forbarme mig over dem og ofre min placering i feltet for i stedet at lege helgen med et fedt løbeur...

Godt løb, gode ben og masser af medvind til os alle sammen!

Gæt en fod.

OPDATERING: Jeg vandt barfodsklassen ved gårsdagens Jyske Bank Løbet i Hinnerup! Otte kilometer på brosten, grus, grov asfalt, græs og fortov. Ikke det mest barfodsvenlige underlag, men helt okay. Sjovt at jeg syntes, at ruten var hård fodkost, da jeg løb den i huaraches sidste år. På den anden side er der mange steder, hvor jeg knap nok kunne gå i bare fødder for to år siden, hvor jeg i dag løber let og upåvirket af underlagets beskaffenhed.

Jeg var en smule skuffet over, at mine bare fødder tog en del af opmærksomheden fra mit nye løbeur (som  opførte sig eksemplarisk hele vejen). Men hvad ved bønder om agurkesalat?

Bemærk, hvordan jeg monterede min tidtagningschip: En snor bundet om pegetå og ankel - inspireret af Birthes barfodsgalocher. Det fungerede meget fint. Sidste år havde jeg chippen i en speciel chipholder om anklen, men min tid blev ikke registreret, da denne type chip åbenbart skal sidde vandret på vristen.

Jeg var i øvrigt den eneste barfodsløber i Hinnerup i går. Og der var vist heller ingen i flade sko.

Læs bogen, se filmen, hør pladen

Her mangler en vigtig bog. Kan du gætte hvilken? Få svaret i dette blogindlæg.

Kan du læse dig i form? Selvfølgelig kan du det. Men lad være med at løbe imens, for restitution er jo altafgørende for at undgå skader og få din krop til at blive endnu stærkere, så den er klar til at tage, hvad du har tænkt dig at byde den i fremtiden.

Når du kombinerer restitution med viden om løb, slår du to fluer med et smæk. Og hvis du alligevel er rastløs og har svært ved at tænke på andet end løb i nedtrapningsperioden inden et stort løb, er det bare om at komme i gang. Der venter dig mange timers spændende læsning. Her er nogle af mine favoritter til inspiration. Enjoy.

Mental løbetræning af Terje Nordberg (Komma Sport 1991)

Dette var min første løbebog. Jeg købte den, da jeg var i starten af tyverne. Jeg var egentlig mere til yoga og tai chi på det tidspunkt, men en gang imellem kunne jeg godt lide at komme ud i skoven og lade tankerne løbe frit. Løb var for mig et meditativt frirum - hvor jeg samtidig kunne forbrænde kalorier i stedet for den karton Prince, som jeg røg dagligt dengang.

Bogen handler ikke så meget om træningsplanlægning og den slags. Dens fokus er den psykiske side af løb. Om det velvære, der venter på skovstierne, og om hvordan man mentalt kan forberede sig til et løb. Terje Nordberg har skrevet flere bøger om emnet.

ChiRunning af Danny Dreyer (Fireside 2004)

For nogle år siden døjede jeg med forskellige småskader, og behandleren anbefalede mig at arbejde med min løbestil ved hjælp af ChiRunning. Jeg blev enormt inspireret af Danny Dreyers bog, som blev starten på min interesse for løbeteknik, barfodsløb og minimalistiske løbesko.

ChiRunning minder meget om PoseRunning. Forskellen på de to skoler, der gerne vil lære os at løbe mere naturligt, er ganske lille. Danny Dreyers måde at forklare tingene på er en anelse mere alternativ, når han fx snakker om chi-energi, hvor PoseRunning i højere grad anvender fysikkens love og fysiologisk forskning til at forklare, hvordan man løber mest naturligt.

Pose Method of Running af Nicholas Romanov (PoseTech Corp. 2002)

En fremragende bog for alle, der gerne vil forstå, hvad det er for kræfter, vi har at gøre godt med, når vi løber.

Når der diskuteres løbeteknik, kommer de glade budskaber fra PoseRunning, ChiRunning Natural Running og de andre skoler let til at få et småreligiøst præg. Dette bliver gjort til skamme i Nicholas Romanovs bog, som grundigt gennemgår, hvorfor det går galt, når vi løbere får skader - samtidig med at opskriften på at undgå dem er let at gå til.

Samtidig rummer bogen en masse teknikøvelser, som er essentielle, hvis du gerne vil lære din krop at bevæge sig, som den er skabt til at bevæge sig. Er du allerede blevet undervist i PoseRunning, er bogen et rigtig godt udgangspunkt for at arbejde videre med teknikken.

Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe af Haruki Murakami (Klim 2007)

Den japanske forfatter Haruki Murakami, der i de seneste år har taget den internationale litteraturscene med storm, er også en aktiv løber. Han løber stort set hver dag året rundt, 70 kilometer om ugen. Det har han skrevet en sympatisk bog om.

Bogen rummer ikke stor viden om løb, men er en personlig beretning om små og store løbeoplevelser fra forfatterens liv. Den er velskrevet og hurtigt læst. Overvej at forære den til én, der måske ikke helt forstår, hvorfor du bruger så meget tid i tights.

Lore of Running af Tim Noakes (Human Kinetics 2003)

Hvad der mangler af forskningsresultater, tal og referencer til alverdens viden i Haruki Murakamis lille løjerlige bog, får du til gengæld i rigt mål i Tim Noakes moppedreng om løb på intet mindre end 934 sider.

Bogen er siden 1985 udgivet i adskillige opdaterede udgaver med den nyeste viden om løb. Den gennemgår alle aspekter af løb på alle distancer og rummer et utal af træningsprogrammer. Læs om alt, fra hvordan enkelte molekyler kan betyde forskellen på sejr og nederlag, og til hvordan du kan forberede dig på løb i ekstrem varme. Praktisk og teoretisk.

Medmindre du har en meget lang sommerferie eller en meget forstående kone, vil jeg nok anbefale bogen som et godt opslagsværk snarere end som natbordslæsning.

Elsk at løbe af Tor Rønnow og Bente Klarlund (Bianco Luno 2010)

Mindre end "Lore of Running" kan heldigvis gøre det. Forfatternes egen passion for at løbe driver værket i "Elsk at løbe" - og det gør den godt.

Bente Klarlund tager sig af forskningen, og Tor Rønnow deler kærligt ud af sine erfaringer fra hundredevis af maratonløb over alt i verden.

Når man har læst denne bog bør man ikke være bange for at løbe - heller ikke mange maraton.

Barefoot running step by step af Ken Bob Saxton (Fair Winds Press 2011)

Uanset om du allerede har smidt skoene eller søger inspiration til at gøre det, går du ikke galt i byen med denne bog. Hvis du kun skal læse én bog om løb, så må du selv vælge mellem denne og bogen om PoseRunning. De vil begge gøre dig til en bedre løber, og du vil slippe for mange af de skader, som andre ellers løber ind i.

Barefoot Ken Bob Saxton (det kalder han sig altså) er måske en anelse fundamentalistisk efter min smag. Han er hardcore barfodsløber og har ikke ret meget til overs for selv de mest minimaliske løbesko. Men han har de bedste intentioner, og værdien af hans gode råd kan ingen tage fra ham. Læs den, læs den, læs den.

Barefoot running af Michael Sandler (RunBare 2010)

Efterhånden er der en del bøger, der gerne vil lære dig at løbe i bare fødder. Umiddelbart virker det måske lidt paradoksalt, da en af barfodsbølgens grundsætninger er, at det er din bare fødder, der skal lære dig at løbe. Helt så enkelt er de nu ikke i virkeligheden, og man kan undgå mange smertefulde erfaringer ved at læse om andres.

Denne bog af Michael Sandler var en af de første. Den er ganske okay, men måske en anelse for alternativ til selv min smag. Når han snakker om, at vi kan aflade kroppen for ophobet statisk elektricitet ved at gå i bare fødder, står jeg i hvert fald af. Men stadig en bog, som sagtens kan læses, og som du også bliver klogere af.

Unbreakable - The Western States 100 af JB Benna (Journeyfilm  2012)

Dette er ikke en bog, men en viiiiiiildt spændende dokumentarfilm om fire ultraløbere, som  i 2010 kæmpede sål mod sål i det prestigefyldte løb "Western States 100".

Filmen følger Geoff Roes, Hal Koerner, Killian Jornet og Anton Krupicka før og under løbet. Jeg er nødt til at advare mod en stærk trang til at løbe rigtigt langt i bjergklædte områder i ugerne, efter at du har set denne film.



Og så til bogen som jeg ikke må glemme...
Jeg kan desværre ikke tage et billede af den, for jeg har lånt den ud. Det er efterhåndet et par år siden, jeg sidst så den. Den må være godt slidt nu, for et utal af venner og folk, jeg knap nok kender, har haft glæde af den. Jeg snakker selvfølgelig om Christopher McDougalls barfordsbestseller "Born to run" fra 2009!

Dette er bogen, der bærer en stor, stor det af skylden for, at alverden nu må indstille sig på nøgne fødder på skovstierne og flade løbesko på fortovene. På semidokumentarisk vis fortæller fortæller "Born to run" historien om en mexikansk indianerstamme, der kan løbe flere hundrede kilometer i sandaler lavet af bildæk. Samtidig med at den fortæller historien om den moderne løbesko. Samtidig med menneskehedens udviklingshistorie i let løb. Samtidig med historien om en flok kugleskøre ultraløbere, som ikke vil gå glip af en oplevelse.

Da min kone havde læst "Born to run", sagde hun: "Nu har jeg bare lyst til at løbe ultramaraton i bare fødder." Det har hun dog ikke gjort. Endnu.

God læselyst.

PS: Og hvad så med pladen? Personligt blander jeg ikke løb og musik. Jeg foretrækker at kunne lytte til min krops rytme, min vejrtrækning og mine skridt - for slet ikke at tale om alle dem, der råber "af banen." når de overhaler mig bagfra.

PPS: Har du favoritter, som jeg har glemt at nævne, så lad mig endelig høre fra dig...

Ach, du lieber Peitschenbein

Jeg udgik efter 40 kilometer. Knap to kilometer før mål turde jeg ikke længere tage ansvaret for mit eget helbred. Jeg bad nogle flinke samaritter om hjælp.

De fik mig ned at ligge, tjekkede mit blodsukker, blodtryk, gav mig vand og sukker. Efter et kvarters tid på båren fik jeg det bedre. Slukøret - men glad for at jeg selv havde været i stand til at tage beslutningen om at stoppe, da legen ikke længere var god - tog jeg mit startnummer af maven og gik det sidste stykke tilbage til målområdet.

Det blev min triste afslutning på dette års udgave af Hamburg Marathon.

But whyyyyyyyyy?
Undervejs havde jeg sørget for at drikke vand ved hvert depot. Ikke for meget, ikke for lidt. Ved 27 kilometer tog jeg min fjerde energigel. På dette tidspunkt kunne jeg godt fornemme en tiltagende kvalme, men det forhindrede mig ikke i at tvinge gelen i mig. Langsomt blev min utilpashed værre.

Omkring 32 kilometer fik jeg krampe i begge inderlår - jeg har ellers aldrig fået  krampe før - så jeg måtte sætte farten yderligere ned og gik nu ved hvert væskedepot for at sikre, at jeg fik drukket nok vand. Gåturene blev længere og kvalmen blev til svimmelhed. Til sidst gik jeg meget, meget langsomt. 

Hvis jeg blot havde kunnet nå til mål i dette tempo, ville jeg have forbedret min tid med en halv time i forhold til sidste år. Mindre ville også have været fint. Men jeg turde ikke tage chancen. Det var ikke det værd. Og fire gode måneders træningsforberedelser kunne ingen tage fra mig - så pyt med at de sidste fire timer ikke forløb helt som planlagt.

Vel var det ærgerligt, men ingen katastrofe. Jeg overlevede. Jeg har ovenikøbet lyst til at løbe videre i dag. Men jeg sidder tilbage med det store ubesvarede spørgmål: Hvad gik galt?

Jeg købte mig et par nye løbesko - Leguano - på løbsmessen dagen inden Hamburg Marathon.
Jeg løb dog ikke i dem, men jeg skal nok skrive mere om dem på et senere tidspunkt.

Alt eller intet
Overordnet set er svaret: Intet. 1152 kilometers træning i år uden antydningen af skader. Ikke en gang så meget som en forårsforkølelse. Jeg følte mig med andre ord klar, i mit livs storform - og tilmed så fornuftig, at jeg ikke havde for ambitiøse mål om en hurtigt tid.

Alt var jo perfekt. Drømmevejr. Mine Vibram Fivefingers SeeYa opførte sig eksemplarisk. Ikke én eneste vabel, selvom jeg fik våde tæer, hver gang jeg løb gennem vandpytterne ved drikkedepoterne. Ingen slidsår i skridtet eller åbne kødsår, hvor mine brystvorter sidder. Jeg havde ovenikøbet købt et par nye flade løbesko på løbsmessen dagen før - og den slags gør jo altid godt. Højst en mild solskoldning i nakken fra årets første solstråler, som momentvis fik lov til at ramme Hamburg på denne smukke dag.

Og mine ben piskede af sted i vanlig god posestil. Jeg følte mig let, havde droppet mit kompressionsgear og løb i stedet i splitshorts og t-shirt. Lidt ømme lårmuskler dagen efter, men ellers ikke ondt nogen steder. Overhovedet.

Jeg er sikker på, at mange mandlige løbere var ret misundelige på ham Peter, da de så AC, Anne, Bettina, 
Charlotte og Nana bagfra. Måske også enkelte, da de løb bag Keld, Kenneth, Olav og Torben?

Pizza med Piskeben
Og endnu bedre: Mine løbevenner fra Eriks Hold i Aarhus 1900, som jeg er træner for, overraskede mig med en t-shirt, hvor der stod "Peter Piskeben" på ryggen, da vi spiste pizza og pasta til frokost dagen inden løbet. Den slags er altså mentaldoping, der vil noget.

Det var blot én af mange overraskelser på denne tur. For da jeg kom ned i hotellets forhal om morgenen inden løbet, stod alle - drenge såvel som piger - med frisktrykte løbetrøjer, hvor der stod "Peter Piskebens Tøser" på ryggen. Jeg var rørt. At det senere skulle vise sig, at jeg var overtøsen, anede jeg jo ikke på dette tidspunkt.

Tøser på toppen
Og tøserne klarede sig forrygende. De tre debutanter drønede igennem de nordtyske gader og stræder. Ham, der måtte udgå sidste år, kunne næsten følge sin minutiøst tilrettelagte pulsplan til punkt og prikke. Holdets mest rutinerede maratonløber med mere end 20 løb på cv'et havde overskud til at sprede hygge på ruten iført rødhåret djævleparyk. Kun en enkelt ud over mig udgik allerede ved syv kilometer på grund af en fibersprængning i den ene lægmuskel, som havde ligget og luret i dagene op til løbet. De øvrige skar adskillige minutter af deres tidligere tider. Nærmest perfekt.

Men da jeg nåede frem til målområdet, kunne jeg desværre kun vanskeligt kunne deltage i mine glade medløberes sejrsrus. Min egen skuffelse skyggede. Jeg var ked af det.

Smukke mennesker. Dem kender jeg. De tog helt fra Århus til Hamburg for at heppe på os.  Fantastisk!

Freundschaft ist alles
"Great is the victory, but the friendship of all is greater." Dette citat af Emil Zatopek sendte en ven til mig efter løbet. Og hvor har han ret. Skide være med personlige rekorder, når man er begavet med så dejlige venner, som jeg er.

Som bevis på sandheden i Zatopeks udtalelse dukkede fire af vores gode klubvenner fra Århus op ved 16 kilometer, hvor de stod for den bedste omgang pep og hep, man kan tænke sig. Hvad er det for nogle tosser, der orker køre hundredevis af kilometer for at se en flok svedige mænd og kvinder drøne forbi på et splitsekund? Verdens bedste venner!

De gav mig lige præcis den krisepsykologiske krammer,  som jeg og mine uindfriede forventninger til mig selv trængte til, da jeg endelig mødte dem i målområdet. Men bedst (og sjovest!) af alt: Dagen efter havde alle Hamburg-hepperne skiftet deres profilbilleder på Facebook ud med et billede af mig - bare fordi de vidste, at jeg trængte til opmuntringen. Og opmuntringen virkede. Jeg fik latterkrampe helt ned i mine godt brugte lårmuskler og grineflip helt derud, hvor jeg var allermest ked af det. Det varmede og helede og gjorde dagen meget bedre. Tak for det!

Sådan så alle Hamburg-hepperne ud på Facebook dagen efter mit løb. Genialt!

Gode råd modtages med kyshånd
Desværre er det ikke første gang, jeg går ned i et maratonløb. Sidste forår i Hamburg troede jeg, det skyldtes varmen. Under Randers Flodmarathon i sommer troede jeg, det skyldtes forkerte forberedelser. Nu kan jeg se, at jeg har reageret på akkurat samme måde alle tre gange: Kvalme og svimmelhed efter de 27-28 kilometer, som i de to sidste løb satte mig helt ud af spil.

Har du oplevet noget lignende, eller har du en idé om, hvad jeg gør galt, eller hvad der er galt med mig, er du mere end velkommen til at lufte den her. Jeg har allerede modtaget følgende velmenende råd:

1. Begynd at spise store bøffer og drik rødvin. Jeg er vegetar og drikker sjældent noget stærkere end grøn te, så det er selvfølgelig en oplagt mulighed. Da jeg ved at flere af verdens største ultraløbere er hardcore veganere, tvivler jeg dog på at dette er mit problem. Herudover hører alkohol og sport vist ikke sammen.

2. Skift din mobiltelefon ud med en Samsung Galaxy S2 på størrelse med et smørebræt. Jeg er godt tilfreds med min iPhone 4S, selvom et skift til en Android-baseret telefon sikkert ville give mig mulighed for at få timevis af sjov til gå med at lege med forskellige pornoapplikationer. Denne mulighed overvejer jeg stadig. (Nej, jeg gør ikke, Torben)...

3. Drop det kunstige gelpjat. Spis bananer og appelsiner i stedet. Det råd vil jeg give en chance.

4. Få et tjek hos lægen. Det skal jeg i morgen. Hun finder sikkert ikke andet end en forslået stolthed (men det kan også være slemt nok, skulle jeg hilse at sige).

Og hvad så nu, lille du
Umiddelbart efter løbet havde jeg mest af alt mest lyst til at gemme mig i et hul. Lukke min barfodsblog. Aldrig mere være Piskeben. Skifte løb ud med stoledans eller dart.

Men så let slipper I alligevel ikke. Jeg er kommet på andre tanker. Lumske tanker. Ved mit højre øre svæver en lille sort mand. Han har en slående lighed med Haile Gbrsellassie. Han lokker. Ved mit andet øre er der en lille bleg, halvkvabset jogger, der ligner mig. Han hvisker til mig, at jeg fremover bør koncentrere mig om det, jeg er bedst til: Kvindeløb.

Nu må vi se, hvem af de to, der får mig overbevist. Måske var turen i søndags bare min sidste langtur inden Copenhagen Marathon 2012?

Min nye skovsko: NB Minimus Trail Zero

Kærlighed ved første blik. Nok den lækreste løbesko i min samling. Prøv den!

Lad mig starte med at slå fast: Det er en helt, helt anden sko, du her skal læse om. I efteråret anmeldte jeg den første version af New Balances minimalistiske trailsko, NB Minimus Trail. Men nu har den fået en lillebror med efternavnet "Zero." Og er den nye generation en bedre sko? Absolut ja!

Trods min umiddelbare begejstring for den første version, er vi aldrig blevet rigtig gode venner. Den hævede hæl, en uhensigtsmæssig sål og en overdel, der strammede omkring forfoden gjorde, at mine fødder bare aldrig fandt sig helt til rette i den.

Selvom New Balance næppe har læst min blog, har de rettet op på problemerne og har allieret sig med ingen ringere end ultraløberen Anton Krupica, som har været med til at udvikle den gamle såvel som den nye version.

En god flad oplevelse
Bag tilføjelsen "Zero" i skoens navn gemmer sig den vigtige detalje, at skoen nu er blevet en ægte såkaldt "zero-drop"-sko. Det betyder, at forfod og hæl er lige høje (eller lave om man vil). En flad sål, gør det nemmere at få en naturlig landing og skridtafvikling, så det er en god ting, hvis man gerne vil bruge sin krop, på en naturlig måde (hvad det ikke er alle, der vil).

Sålen på NB Minimus Trail Zero er 13 millimeter. Det er ikke meget i forhold til almindelige løbesko, hvor hælen ofte er tre gange så tyk. Men for mange dedikerede barfodsløbere, som måske tyer til et par flade Fivefingers om vinteren, vil det nok opleves som meget sko - selvom sålen faktisk giver en god og kontant kontakt med underlaget. Er dit udgangspunkt en almindelig støddæmpende løbesko, vil du derimod opleve den som meget flad - så flad at du er nødt til at lære at løbe i den.

Sålen er flad, forfod og hæl har samme tykkelse, og den fungerer perfekt på skovstierne.

Befordrer forfodslanding

I den første udgave havde jeg problemer med at skarpe sten skar sig op igennem mellemrummene mellem den blødere EVA og den hårdere Vibram-gummi. Selvom konstruktionen med strategisk placerede gummidutter er den samme, er de placeret på en lidt anden måde, så jeg umiddelbart ikke oplever problemet i samme grad i Zero-udgaven. Samtidig har sålen en gavnlig effekt på løbestilen. Jeg ved ikke hvorfor, men gummiets placering befordrer på en eller anden måde en forfodslanding. Mystisk.

Jeg er til gengældig mindre begejstret for at løbe med den på asfalt. Bevares, det kan man sagtens, men jeg har andre sko, der fungerer bedre for mig på asfalt, fx Vibram Fivefingers Bikila, Vibram Fivefingers SeeYa, Vivobarefoot Evo og Vivobarefoot Aqua Lite. Men det er nok en smags sag. NB Minimus kommer i øvrigt også i en Road-version, men den appellerer ikke til mig på samme måde. Der er dog et par stykker på mit løbehold, som er glade for den.

Nærmest gennemsigtig
Men en ting er, hvordan den er at løbe i. Lige så vigtigt er det selvfølgelig, hvordan den ser ud! Og jeg må tilstå, at jeg næsten får tårer i øjnene, når jeg ser på mine orange skovsko. Det var kærlighed ved første blik.

Den er så velkonstrueret, at den får de fleste andre løbesko til at virke klodsede. Overdelen er lavet af et lag nylonstof, som er så tyndt, at man kan se tæerne igennem stoffet, hvis man løber uden strømper. Man kan i øvrigt sagtens løbe i dem uden strømper, for der er ingen generende syninger.

Våde drømme
Den fine konstruktion - hvor der ikke er gået på kompromis med holdbarheden - er superlet. I min størrelse 45 vejer NB Minimus Trail Zero kun 140 gram. Det er altså 2 gram lettere end Vibram Fivefingers SeeYa og Saucony Hattori! Og næsten 100 gram lettere end forgængeren - pr. sko! Det er altså let! Vær i øvrigt opmærksom på, at de er små i størrelserne. Jeg bruger normalt størrelse 44, men må et helt nummer op i NB Minimus Trail Zero.

Når alt dette så er sagt, så er jeg stadig mere begejstret for sålen på Vivobarefoot Evo. Men en sko med Evo'ens sål og Minimus'ens overdel giver mig våde drømme. Hvem kommer først?


Producent: New Balance
Model:       NB Minimus Trail Zero (MT00)
Vægt:         140 gram (i min størrelse 45)
Pris:           1000 kr.

Har du set dig selv løbe?

Det her er ikke mig. Forhåbentligt er det heller ikke dig?

"Jeg er forfodsløber!"

Han sagde det med en sådan overbevisning, at det kun kunne gå galt. Og det gjorde det.

Da vi så videooptagelsen af hans løb på skærmen, var det tydeligt for os alle: Han var så meget hællander, at det gjorde helt ondt på samtlige deltagere på dette trænerkursus.

Hvordan kan man tage så meget fejl af, hvad man gør, og hvad man tror man gør? Tja, det er vel en af den slags psykologiske selvbedrag, som vi benytter for at lægge afstand til en mere smertefuld sandhed. Selvom det ikke skåner os i den sidste ende. Se bare på 98 procent af deltagerne i X-Factor.

Heldigvis er det vores fejl, vi lærer af. Og hvis vi vil blive bedre, er en videoanalyse et rigtigt godt sted at starte. Se bare dette glimrende eksempel på, hvordan en videoanalyse suppleret med et par timers vejledning og teknikøvelser markant ændrer en løbers stil: Videoanalyse.

Flade sko og bare fødder er ikke nok
En af de bærende trossætninger for fundamentalistiske barfodsløbere er: Lad dine såler lære dig at løbe. Den sætning er der intet forkert i. Problemet er bare, at det ikke nødvendigvis er den mest hensigtsmæssige eller nemmeste måde.

Jeg har i hvert fald set en løber smide skoene og løbe et par hundrede meter på et hårdt fortov, mens hun hamrede på sin bare hæl i underlaget. Jeg kunne næsten føle hvert eneste af hendes skridt på min egen krop, og hun så bestemt heller ikke ud til at nyde det. Lærte det hende så at løbe? Nej, hun opgav. Hun tog skoene på igen og døjer den dag i dag med samme dårlige løbestil, som bliver ved med at give hende skader.

Det samme sker for nogle af de løbere, der køber sig et par minimaliske sko med forventningen om, at de med et trylleslag vil blive til naturlige løbere. Men der findes ingen genveje. Den eneste genvej er et koncentreret omprogrammeringsarbejde af kroppens måde at bevæge sig, samtidig med at man lytter til kroppen og ser på, hvordan den egentlig arbejder. I den forbindelse kan flade sko eller slet ingen sko være en god hjælp - men de gør altså ikke arbejdet for dig!

Se mig!
Jeg bliver selv løbende (ha-ha) videoanalyseret. Jeg bryder mig stadig ikke om synet, så det vil jeg skåne dig for. Hver eneste gang kan jeg finde masser af detaljer, der trænger til en justering, så jeg skærer alle overflødige bevægelser bort og optimerer de nødvendige bevægelser.

En del af dette justeringsarbejde foregår efterfølgende ved, at jeg bevidst fokuserer på at udføre en bestemt bevægelse korrekt eller slappe af på det rigtige tidspunkt. Men oftest er jeg nødt til at hive min værktøjskasse med teknikøvelser frem.

Som poserunning-instruktør har jeg en række øvelser - de fleste ganske simple - der korrigerer og omprogrammerer et uhensigtsmæssigt bevægelsesmønster. Og der sker hele tiden fremskridt. Jeg oplever, at jeg ved at træne min teknik er blevet i stand til at løbe lettere, mere skånsomt - og hurtigere. Sagde skildpadden...

Og så lige en reklame: Har du lyst til at se dig selv løbe - og blive en bedre løber - så har du chancen søndag 13. januar 2013 og søndag 17. marts 2013, når løb:let afholder workshops i Århus. Læs mere om workshoppen her: http://løblet.dk/.