Mor, læs IKKE dette!

Min mor - endnu uvidende om, hvad der er på den anden side af gavepapiret.

Min mor har snart fødselsdag. Hun fylder 69 år og er barfodsløber. Om lidt afslører jeg, hvad jeg forærer hende i fødselsdagsgave.

I et af mine første blogindlæg fortalte jeg historien om, hvordan min mor blev barfodsløber. Hun startede med at løbe i et par gamle vandrestøvler, som siden blev afløst af et par minimalistiske Vivobarefoot Neo.

Mor vil være nøgen
Det var ikke bart nok for min mor. Hun tog indersålerne ud, og senere begyndte hun at løbe med skoene i hænderne, så hun kunne tage dem på, hvis underlaget blev særligt udfordrende. Men alt det, kan du læse her: Mød min mor - 67 år og barfodsløber.

Sådan har hun løbet to-tre gange om ugen (udover yoga og en tur i kondicenter - det hedder det på de kanter) på et af de skønneste steder i Danmark: Fruens Møllested i nærheden af Grejsdalen ved Vejle.

Men nu er det snart slut med alt det der barfodspjat for min mors vedkommende. Om en måneds tid flytter hun og hendes mand fra deres idylliske husmandssted, som er blevet for stort og vedligeholdelseskrævende. De flytter til min mors drømmehus på en ganske almindelig villavej i den nærliggende landsby. Og så skulle alt jo være godt, ikke?

4 millimeter flad sål. For meget sko for min barfodsmor.

Lyver for veninderne
Men nej. De nyeste løbetrends er endnu ikke nået til Grejs, som landsbyen hedder. Og så tør hun altså ikke løbe barfodet rundt på fortovene af frygt for at blive tvangsfjernet eller i det mindste stillet til skue i det lokale forsamlingshus ved næste byfest.

Ja, der hersker helt andre normer i udkantsdanmark, og sommetider tvivler jeg faktisk på, at hekseafbrændinger er et overstået kapitel i vores del af verden, når det kommer til stykket. I forvejen tør min mor ikke fortælle sine veninder, at hun er løber (og da slet ikke barfodsløber). Kun fordi hun indtil nu har boet så fjernt fra civilisationen, at ingen så hende, har hun vovet at smide skoene.

Ulykkelig mor, lykkelig søn
Hvad gør en mor så? Hun klager sin nød til sin kloge søn: "Og jeg synes, at mine Vivobarefoot er for tykke. Jeg kan jo slet ikke mærke jorden, som når jeg løber i bare fødder," sagde hun i telefonen.

Det var lige før jeg kunne høre tårerne lande hårdt på den brostensbelagte gårdsplads. Tænk, hvis dette blev enden på hendes løbekarriere, som jo først lige var begyndt? Jeg måtte redde hende fra en skæbne værre end pronationskiler og stødabsorberende såler!

Heldigvis har jeg efterhånden erfaringer med en del af de minimalistiske løbesko, der findes på markedet. Så jeg vidste med det samme, hvad der skulle til for at gøre hende til en glad løber - også i bymæssig bebyggelse med fordomsfulde beboere. Og samtidig kunne jeg for en gangs skyld undgå spekulationer om, hvad jeg skulle give hende i fødselsdagsgave (eller have dårlig samvittighed, fordi hun ikke fik nogen).

Halvanden millimeter sål. Så tør min mor forhåbentlig
fortsætte med at løbe uden at vække for meget opsigt.

Gaven på vej
Historien gentager sig hvert efterår: Jeg kan aldrig huske, om det er i september eller oktober, min mor fylder år. Nu har jeg tjekket i kalenderen (som jeg er nødt til hvert år), og jeg har heldigvis endnu en måned at løbe på.

Så nu er hendes nye løbesko bestilt, og de når frem inden hendes fødselsdag: Et par Sole Runner FX Trainer. Med en halvanden millimeter tynd sål bliver det simpelthen ikke nøgnere i noget, der ligner sko. De er superlette - i min mors størrelse vejer de kun 130 gram. Samtidig gør de enhver motionist lydløs som en ninja på løbestierne.

Så pas på derude, landsbytyper, når min barfodsmor overrasker jer bagfra i de mørke vinteraftner. De gode vil le, og de onde vil græde!

PS: Når jeg tænker over det, har der ikke været mange år, hvor jeg ikke - efter ihærdigt efterforskningsarbejde - har fået opsnuset, hvad jeg skulle have i fødselsdagsgave (eller julegave), så selvfølgelig må min kære mor gerne læse med her.

Gi' mig mudder: Vivobarefoot Breatho Trail

Der er dømt skovsjov for alle pengene i et par flade med knopper.

Udenfor skinner skolen, men jeg er ikke spor indian summer-glad. Nej, lad i stedet himlen regne mudder. Lad Marselisskovens stier og mountainbike-spor forvandle sig til syndfloder af tyktflydende skovbund! Gi' mig efterår nu!

Hvorfor? Fordi når du én gang har prøvet at stå fast i smat, der ellers ville sende dig til tælling, bliver du afhængig af det. Og lad mig slå fast med det samme: Du står fast i Vivobarefoot Breatho Trail!  

I've got a feeling

Bare fødder og mudder er ikke ubetinget en fabelagtig kombination. Det er ganske vist en næsten-seksuel oplevelse at mærke det bløde, lerede mudder presse sig mellem de nøgne tæer. Men bare fødder har glatte såler. Og medmindre du flytter benene med Piskebenshastighed, så skrider benene væk under dig.

Heldigvis kombinerer Vivobarefoots bud på en minimalistisk trailsko en god fornemmelse for underlaget med et stabilt fæste i selv det vanskeligste terræn. Knopper på 4,5 millimeter er strategisk fordelt under sålerne og sikrer, at verden ikke skrider under dine fødder. Selve sålen er kun 2,5 millimeter tynd, så du kan stadig mærke, hvad der forgår under dig. 

Breatho Trail føles en anelse bredere end Vivobarefoot Evo (og Neo), så der er god plads til tæerne. Næsten for god plads til mine tæer, så jeg har valgt et nummer mindre, end jeg plejer i Vivobarefoots sko. Jeg har fjernet den udtagelige indersål (3 mm), men hvorvidt du foretrækker at beholde den i er mest et spørgsmål om smag og pasform - det er stadig en kontant sål.

Til det hele

Jeg har efterhånden løbet en pæn sjat kilometer i dem fordelt på skov, smalle trails, stejle stigninger og hurtige nedløb, strand og klit. Mudder. Vandpytter. De klarer det hele. Og til min store overraskelse og glæde er det okay at løbe korte stykker på asfalt eller andet hårdt underlag - selvom det selvfølgelig slider lidt mere på knopperne.

Ved tæerne er der en kunsstofforstækning, der beskytter tæerne, men der er ingen rock plate (dvs. en hård plade i sålen, som beskytter foden, når man træder på skarpe sten m.m.), og det har jeg savnet enkelte gange. Når nu skoen er skabt til at være vild i - så kunne Vivobarefoot godt have gået hele vejen, som fx Merrell har gjort i deres minimalistiske Trail Glove.

Breatho Trail er ikke nogen let (minimalistisk) sko. Den vejer 279 gram i min størrelse 43. Men selvom den vejer det dobbelte af mange af de sko, jeg plejer at løbe i, så føles den ikke generende tung - afhængigt af hvor meget mudder og vand, der tynger, selvfølgelig.

Tjek også storebror

Snøresystemet er jeg ikke så begejstret for - og snørebåndene er alt, alt for lange. De er svære at justere - til gengæld sidder skoen fint, når man først har fundet den rette justering. Pløsen er syet sammen med indersokken, og der er ingen generende syninger. Det fungerer fint, uden at den dog lukker tæt til - jeg har i hvert fald været nødt til at tømme skoen mange gange undervejs.

Bemærk i øvrigt at Vivobarefoot også har lavet en lidt mere vandskyende bror til Breatho'en, nemlig Neo Trail, som har en vandskyende overdel, der samtidig gør den mindre åndbar og lidt varmere. 

Hvor Vivobarefoot Trail ikke slår til, tager Bare-Grip 200 fra Inov-8 over.
Mere om det en anden god gang.

Min dårlige smag?

Og så er der udseendet. Selvom det er det indre, der tæller, må de jo gerne se godt ud. Det synes jeg egentlig ikke, at de gør, og det er efter min smag et generelt problem for mange af Vivobarefoots modeller (med Evo'en som undtagelse). Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag - og jeg ved, at der er nogen, som er uenige med mig. 

Nej, så er der væsentlig mere fisse i mine allervildeste Bare-Grip 200 fra Inov-8. De kræver dog endnu mere mudder, før jeg vil være bekendt at dele mine indtryk her i bloggen. Men glæd dig. Det gør jeg.

Producent: Vivobarefoot

Model:       Breatho Trail

Vægt:        279 gram (i min str. 43)

Pris:           719 kroner på tilbud hos Speed Works

Slug klatten og snot den anden vej, dit svin!

Partisansøm, pigtråd og glasskår rører mig ikke. Skide være med hundlorte og hestepærer. Men snot. Og spyt. Og en blanding af de to sekreter pisser mig totalt af.

Jeg forventede egentlig, at jeg kunne nøjes med at bekymre mig om skarpe sten og knap så skarpe motionister, der stoppede op midt på vejen mellem tusindvis af løbere, da jeg i søndags løb Marselisløbet i barfodsselskab med Garngalningen.

I stedet blev løbet til en kamp for at ramme de tørre pletter. Overalt var asfalt og grusstier nemlig beklædt med slimglinsende spor - ikke efter dræbersnegle, men fra klamme medmotionister. 5-20 centimeter aflange gennemsigtige slimformationer, nogle pyntet med hvide skumklatter, andre dekoreret med gulligt puds fra løbende næser. Overalt! Det er altså vildt klamt, uanset om man løber i sko eller bare fødder.

Enhver sin lyst. Men hold venligst dit snotteri fra min løbesti. Tag en Kleenex med.
(Dette var det klammeste billede, jeg kunne finde. Sorry, sarte sjæle).

Jeg er ingen undtagelse
Peger du på andre med én finger, er der fire fingre, der peger på dig selv. Som man så indsigtsfuldt siger på personlig-udviklings-kursus-dansk. Derfor må jeg hellere skynde mig at feje for egen dør. For jeg er jo også blot et lille menneske med mine fejl og mangler.

Der er selvfølgelig undtagelser og humanitære hensyn, der kan overtrumfe sanitære hensyn og sarte fornemmelser. Bevares, jeg var jo selv tvunget til at forrette min nødtørft i busk og krat, da jeg for nogle måneder siden løb Coast 2 Coast.

Jeg siger heller ikke, at du skal risikere en sprængt blære (der er dog eksempler på mennesker, der er blevet indlagt med op til 15 liter i blæren, så der skal altså en del til).

Og hvis du har du slugt en lille flue, eller hvis du har fået en lavtflyvende havmåge i den gale hals, så er det da helt okay, at du rømmer dig og spytter dem ud igen. Men løb lige ind til siden - og tjek at du ikke rammer nogen.

Videnskaben er på min side
Hver eneste spyt- og snotklat bremser dig med samme kraft, som du sender den af sted med. Det er simpel fysik. Samtidig bringer hver eneste klat dig tættere på væskeunderskud. Rent teoretisk. Hvis du vil yde maksimalt, er du nødt til at eliminere alt hvad der bremser dig - også selvom det drejer sig om marginaler. Så næste gang du føler trang til at spytte eller snotte, så husk at hver eneste lille klat modarbejder din hårde træningsindsats og måske koster dig en ny personlig rekord!

Spyt (i sin rene form, dvs. uden vildfløjne dyr) skal synkes. Spyt indeholder enzymer, som har en vigtig funktion i forbindelse med fordøjelsen. Så slug klatten, makker. Det er bare en dårlig vane, du har tillagt dig, og det er kun en tvangstanke, at spyttet skal spyttes ud.

Hvis du føler behov for at rense luftvejene ved at blæse snot ud gennem næsen for hver kilometer, så ligger du under for en (diagnostisérbar!) tvangshandling, medmindre du ligefrem er forkølet. Og hvis du er syg, så snup dog en kop kamillete i dit eget syge selskab i stedet for at dele sygdommen med andre. For når du blæser næsen fri for snot, sender du millioner af virusbefængte forstøvede mikrodråber ud med 150 kilometer i timen. Og når andre løbere hiver efter vejret, får de en potentiel sygdomsbonus med ned i lungerne sammen med den ellers så friske luft. Prosit - og føj for helvede!

Hvor svært kan det være?

Piskeben er på din side
Lige nu græmmes du sikkert, fordi du i ren og skær uvidenhed eller ubetænksomhed har forbrudt dig mod gode manerer såvel som selve folkesundheden. Men hjælpen er nær, hjælpen er her. Fem gange syv centimeter - mere fylder løsningen ikke, og løsningen hedder Kleenex!

Det meste løbetøj har lommer med plads til en enkelt eller flere papirlommetørklæder. Har du en længærmet løbetrøje kan du gemme en Kleenex under elastikken ved håndledet - så er den endnu nemmere at komme til. Er du stadig i tvivl om, hvad der er gode løbemanerer - så spørg en voksen.

PS: Og lad os så lige blive enige om, at hvis du løber i en gruppe og er nødt til at slippe en vind, så lægger du dig bagerst i feltet, okay!

PPS: Pardon my French.

Dr. Romanov, I presume?

"Smid dem væk. Giv dem til Afrika." Der blev ikke lagt fingre imellem, da Dr. Nicholas Romanov udtrykte sin mening om en af workshopdeltagernes løbesko: Et par spritnye og hundedyre Ecco Biom i yakokselæder. Vi snakker altså sko til en pris på knap 2000 kroner.

Hvis jeg var med i en sekt, så ville Dr. Romanov være min guru. Det er jeg ikke, og han er ingen guru. Derimod er han en russisk-amerikansk forsker i bevægelsesmetode - og manden bag Pose Method. Men som mange guruer var det med stor karisma, at han i sidste uge underviste i løbeteknik - poserunning -  på to dagsseminarer og en aftenworkshop i Odense arrangeret af Ole Stougaard fra Multitesta.

Ondt af Ecco-ejere
Jeg havde lidt ondt af den unge mand i Ecco-sko, da han fik læst og påskrevet af Dr. Romanov. Men doktoren havde jo ret. En videoanalyse demonstrerede med al tydelighed, at Eccos bud på en naturlig løbesko gav alt andet end et naturligt løb.

(Hvordan man kan tro, at en af markedets tungeste løbesko med en klodset hæl kan hjælpe en til at løbe mere naturlig, kan kun undre, hvis man har prøvet at løbe i bare fødder eller sko med minimal sål. På den anden side er der mange, der er faldet for Ecco Biom, og som er glade for at løbe i dem - og så er det i hvert fald ikke mig, der skal flå yakoksekolosserne af fødderne på dem. Bare jeg bliver fri. For naturligt bliver det i hvert fald ikke).

Jeg er en elendig bilist. Flere gange bragte jeg og mit djævlerøde lyn Dr. Romanovs
 og hans søns liv i fare på de odenseanske gader og stræder. Vi overlevede dog alle.

Hvad er naturligt?
Nu har jeg allerede brugt ordet "naturlig" en del gange i dette indlæg, men ordet forklarer ikke i sig selv, hvordan man så skal løbe, hvis man vil undgå at komme på kant med naturen. Det gjorde Dr. Romanov til gengæld i Odense. Her forklarede han, hvad det er, der skaber den bevægelse, vi kalder løb. Hvordan vi udnytter de kræfter (primært tyngdekraften), der skaber bevægelsen. Og hvordan vi eliminerer de overflødige bevægelser, der bremser vores fremdrift (fx hællanding foran vores tyngdepunkt).

Som han forklarede, så er det fint nok at løbe easy, light, smooth and fast, som Tarahumaraindianerne i barfodsbestselleren "Born to run" (som nu er oversat til dansk) - men det er altså blot et resultat af, at man løber optimalt og ikke opskriften i sig selv. Derfor startede Dr. Romanov med at give os opskriften, dvs. teorien. Og herefter hjalp han os med at bage kagen, dvs. praktisk tekniktræning.

Et kvikt vrøvlehoved
Sommetider kan Dr. Romanov godt fremstå som et vrøvlehoved. I sin iver efter at delagtiggøre andre i sin viden snublede han nu og da i dansk-russisk-amerikansk sprogforvirring. Men det ændrer ikke ved, at manden er knivskarp, når det kommer til teorien om bevægelse og de bevidsthedsmekanismer, der ligger bag.

Og når det kommer til den praktiske demonstration, er han endnu bedre. For en ting er at vide, hvordan man skal løbe. Noget helt andet er at opfatte, om kroppen rent faktisk gør det, man tror den gør. Det gør den sjældent, så vi igen og igen på seminarerne: Ingen af os løb, som vi troede.

Den opfattelse - perception - er man nødt til at træne, hvis man ikke vil løbe sanseløst rundt. Det fik vi lov til at træne under de praktisk øvelser, og i løbet af få timer lykkedes det Dr. Romanov at ændre alles løb - i flere tilfælde radikalt - til det bedre. Virkelig imponerende at se ham i aktion og se, hvordan han ved hjælp af få øvelser kunne flytte deltagernes bevidsthed om de bevægelser, de udførte under løbet.

Sommetider var det nødvendigt for Dr. Romanov at sætte kursisterne på plads.
Her går det ud over en fysioterapeut på torsdagens seminar. Også han overlevede.

Løb råddent i flade sko
Torsdagens seminar var henvendt til fysioterapeuter (og så var vi et par poserunning-instruktører) og handlede om skader - primært hvordan man undgår dem. Her var der nok enkelte af fysioterapeuterne, der fik stillet deres traditionelle sygdomsbillede på en prøve, da de blev konfronteret med Dr. Romanovs ind imellem temmelig alternative synspunkter. Flere af dem vendte dog tilbage dagen efter, hvor den stod på poserunning for løbere og trænere, så helt skræmt blev de ikke.

Under seminarerne blev det tydeligt, at minimalistiske sko ikke er nogen garanti for en skånsom og effektiv løbeteknik. Man kan sagtens løbe elendigt i et par Fivefingers, Vivobarefoot eller NB Minimus. Derfor er der god grund til at bruge tid og kræfter på at lære at løbe - også selvom man har allieret sig med et sæt naturligt fodtøj. Skoene gør det bestemt ikke alene. Heller ikke bare fødder.

Flere af fysioterapeuterne kunne fortælle, at de efterhånden har en del patienter med skader, der kan relateres til løb i minimalistisk fodtøj. Jeg vil vove den påstand, at mange af disse skader kan undgås med sund fornuft - og et kursus i løbeteknik. Spred budskabet!

PS: Da jeg ankom til Odense i onsdags viste det sig, at jeg havde den fornøjelse at bo på samme hotel som Dr. Romanov og hans søn, Severin, og vi fulgtes til og fra kursusstedet - så hvis du vil vide noget om hans morgenmadsvaner eller hans mening om min bilkørsel, skal du endelig spørge løs. Jeg røber gerne alle de intime detaljer.

Svaret på et af livets store spørgsmål

Jo. Der er sand i sandkage. Det ved jeg nu. De kyniske arrangører af Rubjerg Knude-løbet serverede nemlig sandkage til kaffen ved ruinerne af fyret. Men de fik mig ikke ned med nakken. Jeg gennemførte til en forandring et maratonløb. Uden pylren, uden krise.

Se selv i dette indslag fra TV2 Nord:



Danmarks hårdeste?
Rubjerg Knude løbet er blevet kaldt "Danmarks hårdeste maraton." Den titel er, der sikkert også andre løb, der vil gøre krav på, men ét er sikkert: Sandkagen gjorde det ikke mindre hårdt.

Efter at have forceret 25 kilometer blandet terræn inklusiv et veritabelt bjerg af sand, var det ikke sandkage, som min krop skreg efter, og det var heller ikke sandkage, der skulle sikre, at jeg kunne løbe de resterende 17 kilometer.

Et ukontrollabelt hosteanfald forårsaget af lige dele kagekrummer og sand var faktisk tæt på at sende mig til tælling. Men nej - der skulle mere til at slå mig ud i går. Faktisk blev jeg slet ikke slået ud, men fik min allerstørste og -første gode oplevelse med maratondistancen. Jeg er ret glad.

En glad dreng. Som glæder sig til at løbe Marselisløbet om 14 dage i bare fødder.

Impotente fødder
Læsere af min blog husker måske, at der er langt mellem mine succeser, når jeg kommer ud over halvmaratondistancen. Min kone udtrykker det så smukt, når hun siger: "Lige så snart du får et startnummer på, falder pikken." Åh-ja, she's got a way with words...

Det lyder måske underligt, men valget af rute var et vigtigt element i min plan for at eliminere al præstationsangst. Det visse steder overordentligt vanskelige terræn gjorde det umuligt at tænke på sluttider. Og da vores sommerhus ligger i området, kendte jeg allerede det meste af ruten fra mine træningsture i sommerferien.

Jeg kendte heller ingen af de andre løbere, så der var ingen, jeg skulle konkurrere med. Ikke en gang mig selv. Jeg skulle bare gennemføre og gøre det til en god oplevelse. Som enhver anden langtur. Det blev det.

Taktik og tak til Heike og Bjarne
Herudover hjalp et par løbere fra Tårs og en ny forplejningsstrategi mig godt igennem løbet. De første 30 kilometer slog jeg følgeskab jeg med de næsten-lokale Heike og Bjarne. Vi løb ikke hurtigt. Men vi snakkede (de snakkede rigtig meget), vi gav os god tid ved depoterne (som var fremragende), og vi havde overskud til at nyde naturen undervejs (og ind imellem bande over den).

Og så var der ikke mindst min nye forplejningsstrategi - og her tænker jeg ikke på sandkage. Ofte får man tudet ørerne fulde af god råd om at få rigelig med væske og energi undervejs. Men nyere forskning viser, at det nok ikke er så godt et råd, som det umiddelbart kan lyde. Det nye råd er: Drik, når du er tørstig!

Jeg gjorde det samme med mad. Jeg spiste og drak, hvad jeg følte trang til undervejs: 3 energigel, vand, appelsinbåde, bananstykker, cola. Og det virkede sgu! Der findes et hav af teorier og gode råd, men i sidste ende er du selv facitlisten, og virker det for dig, så er det godt. Med andre ord: Lyt til din krop. Det vil jeg gøre nu. Min krop kræver pizza.

PS: Nej, jeg løb ikke i SANDaler. Jeg løb i mine NB Minimus Trail Zero. De var fine.

Forbandet fodtøj

Syv vabler og fire åbne sår. Det er sommerens høst efter en skøn ferie, hvor jeg fik løbet mere end 100 kilometer på mine bare fødder.

Det interessante er, at mine skader ikke er sket, fordi jeg løb uden sko. Nej, de er alle sko- og sandalrelaterede. Faktisk fik jeg ikke så meget som en splint op i foden, selvom mine barfodsruter har underlag med tornekrat, grus og grovkornet asfalt.

Skam dig, italienske modehus, for næsten at spolere en perfekt shoppingferie!

Ikke mere lingeri til den herre
Synderne er ikke hvemsomhelst. På andenpladsen (undskyld, jeg springer lidt i rækkefølgen) har vi en uhyre tjekket loafer fra Prada. Skindet smyger sig om min fod, den har en dejlig fleksibel flad sål, og så har den kostet en bondegård.

Den er skøn at gå i, men grænsen går åbenbart ved et par dage i Hamburg i følge med en shoppelysten kone. Resultat: Vabler på ringe- og lilletæer samt siden af begge fødder. Av. Så er det altså en lang tur gennem lingeriafdelingen i stormagasinet Alsterhaus, skulle jeg hilse at sige.

Denne sandal fra Jil Sander er så citycool, at det gør helt ondt.

På tredjepladsen har vi en outsider. En enkel sandal fra den tyske designer Jil Sander. Måske er det lidt forkert af mig, at hænge den ud i denne sammenhæng, for den bidrog ikke til nogen skader i sig selv, men den byggede videre på de vabler, som allerede var opstået på mine lilletæer. Det til trods er den vanvittig lækker i sommervarmen, som aftrykkene fra mine svedige tæer på billedet måske antyder.

Gabende sår på begge fødder
Og vinderen? Vinderen er ingen ringere end et par løbesandaler: Teva Zilch med flad sål og zerodrop (dvs. sålen har samme tykkelse på forfod og hæl).

Og jeg er taberen... For på en 20 kilometers barfodsløbetur var jeg nødt til at tage mine Teva Zilch på for at kunne passere en strækning med nyfældet hybenkrat, hvor tornekviste lå spredt over det hele. Blot en kilometer. Det var første gang, jeg løb i dem (og jeg løb godt i dem - min anmeldelse kommer i et senere blogindlæg, og det gør mine indtryk af Vivobarefoot Breatho Trail i øvrigt også).

Bare fordi dette par Teva Zilch-løbesandaler gav mig store sår på deres jomfrutur,
er de nu slet ikke så ringe - men mere om det i et senere blogindlæg.

Men da jeg tog sandalerne af igen, havde remmene efterladt to gabende sår på oversiden og ved knoerne på begge fødder. Jeg tørrede mine øjne og blodet af mine fødder og løb videre. Jeg kunne ikke lade være med at smile ved tanken om, at jeg sikkert ikke havde fået så meget som en vabel, hvis jeg bare havde valgt en omvej uden tornekrat.

PS: Ordet "loafer" stammer fra det tyske ord "läufer," som betyder "løber."

Lær poserunning og løb naturligt i Århus

Sådan ser sektens hellige symbol ud. Det har bl.a. inspireret taoisterne til deres yin og yang-symbol.

Slip for bøvl med knæene. Få en bedre løbeøkonomi, og løb mere skånsomt. I flade sko eller på bare fødder. Ja, lad sågar tyngdekraften bære dig op ad bakkerne.

Det lyder næsten lige så forjættende som buffeten hos en bedre nyreligiøs sekt. Men det handler faktisk bare om at lære at løbe naturligt. Om at løbe som din krop er skabt til at bevæge sig. Og om at undgå at gøre uhensigtsmæssige bevægelser, som bremser og giver skader.

Et enkelt kryds og lidt arbejde
Alt, hvad du behøver gøre, er at sætte kryds i kalenderen 2. februar 2014. Og så indstille dig på, at en naturlig løbestil ikke altid er noget, du kommer sovende til. Det tager tid og kræver arbejde at ændre dårlige vaner, som du har tillagt dig ved at løbe i lidt for magelige sko eller ved at tilbringe hele dagen foran et skrivebord.

Redskaberne får du på workshoppen, hvor din løbestil også bliver videoanalyseret. En del vil opleve en ændret løbestil allerede under workshoppen, mens andre er nødt til at bruge længere tid på at justere deres teknik. Men hvor der vilje, er der vej.

Hvad siger sektmedlemmerne?
Om det virker for dig? Det finder du kun ud af, ved at prøve det. Men læs her, hvad tidligere kursister skrev, efter at de havde været på en af Løblets workshops:

"Jeg har kun tre ting at sige om workshoppen FANTASTISK, FANTASTISK, FANTASTISK."

"Jeg er stadig helt på halen over at opleve at kunne bevæge mig uden smerte/ømhed i baglår eller knæ - og så i både løb, hop m.m. og så i så lang tid. Det er virkelig vildt!"

"Mine løbetider er forbedret med op til 21%, og jeg har stort set ingen skader. Så bortset fra at jeg er blevet morfar, er poserunning det største jeg har oplevet i 2011, og så har jeg i øvrigt ikke været hos kiropraktor siden." 

Også for viderekomne 
Har du tidligere modtaget undervisning i poserunning, har du mulighed for at finpudse din løbeteknik med en times eneundervisning. Her får du et frisk videotjek af din løbestil, så du kan se, om der er sket fremskridt, og hvor der kan justeres. Vi vil fokusere på nye teknikøvelser, så du fortsat kan forbedre din løbestil.

Læs mere om Løblet på vores hjemmeside, som du finder her: www.loeblet.dk


OBS: Pose Running i Århus: Lær at løbe naturligt på Løblets workshop søndag 2. februar 2014. Læs mere her: www.loeblet.dk.