En weekend med Ole (og Poul i reprise)

Denne weekend drager Jesper Nothlev og jeg til Odense for at blive bedre til at undervise andre i god løbeteknik ved hjælp af Pose Running. Jeg har efterhånden været på en del kurser i Pose Running og glæder mig til endelig at blive certificeret Pose Running Instructor (ja, fint skal det være)...

Jeg vælger selvfølgelig at lære fra de bedste. Ole Stougaard hedder manden, der (endnu en gang) vil forsøge at gøre mig til en bedre løber og samtidig i stand til at formidle hensigtsmæssig løbeteknik. I 2006 vandt han det, der kaldes verdens hårdeste ironman: Norseman Xtreme Triathlon. Jesper og jeg forventer ganske vist en intensiv weekend, meeeeen mindre end Norseman kan heldigvis gøre det for os:

At man ikke behøver tilhøre eliten ligesom Ole Stougaard for at få glæde af at arbejde med sin løbeteknik, beskrev jeg i mit blogindlæg Skift stil - og spar sekunder. Efter at jeg skrev dette indlæg, modtog Jesper og jeg denne testimonial fra Poul:

"Jeg er 61 år, og har løbet siden jeg var teenager. Slidgigt i ryggen var dog ved at gøre en ende på karrieren, da besøgene hos kiropraktoren blev lige ofte nok.

Men så var jeg på et kursus i Pose Running for knap 4 måneder siden, og det kan da nok være, der er sket ting og sager siden!

Mine løbetider er forbedret med op til 21%, og jeg har stort set ingen skader.

Det største var dog, at jeg til Marselisløbet (12 km selvfølgelig) endelig kom ned på Comettid! 1 time og 1 minut - 15 min hurtigere end Stjernetid. Det svarer til stjernetiden for en mand på 40 år.

Så bortset fra at jeg er blevet morfar, er Pose Running det største jeg har oplevet i 2011, og så har jeg i øvrigt ikke været hos kiropraktor siden."

Den lader vi lige stå lidt... God weekend til alle glade løbere - med sko såvel som uden!

BONUSLINK: Ole Stougaard fortæller om Pose Running i Politiken

Jeg kender kun vindertyper!

Heldige mig. Jeg er omgivet af vindere. Det kan godt være, at løbeverden jublede i går, da Patrick Makau tog fornemme sekunder af Haile Gebrselassies verdensrekord ved Berlin Marathon.

Men sidste søndag jublede jeg faktisk endnu højere, da min løbeveninde, Birgitte Amtkjær, satte personlig rekord på de 42 kilometer i Odense, selvom hun ugen forinden næsten ikke kunne gå på grund af smerter i sin iskiasnerve. At hun brugte over dobbelt så lang tid som vores afrikanske løbevenner betyder intet.

Yndlingsvindertype: Birgitte vinder hver gang - over sig selv!

Og jeg blev bare så glad, da det endelig lykkedes en anden løbeveninde, Anne-Marie Eg Jørgensen, at gennemføre et halvmaraton uden kriser undervejs. Selvom hun brugte længere tid, end verdenseliten bruger på at løbe et helt maraton.

Selv sejrede jeg i lørdags - endda uden for konkurrence - da et par smukke, unge, blonde piger sagde: "Hold kæft, hvor er du sej," mens jeg løb forbi dem i bare fødder på en grusvej ved Rubjerg Knude på min ugentlige langtur.

Sejre er der nok af! Alle er vi vindere, der bare skal finde den sejr, der passer til os. Alt, hvad vi behøver, er at vælge vores kampe og sætte vores mål med omhu. Hvis det ikke lykkes i første forsøg, så prøver vi bare igen - eller justerer vores mål. Ja, på den måde bliver verden et tagselvbord med succeser - fra internationale sportsarenaer til en grussti i Nordjylland.

Få fart på i bare fødder

"Kan du fortælle mig, hvorfor vi løb hurtigst med bare fødder," spurgte min løbeveninde, Charlotte Seehausen, mig efter vores løbetur i går.

Da hun havde lagt dataene fra sit løbeur ind på Endomondo, var det tydeligt, at farten var gået op på den sidste del af turen, hvor vi havde smidt vores flade sko og løb med dem i hånden.

Nu er der ikke noget odiøst i, at vi afslutter en løbetur, hvor der er overskud, med at vi sætter farten lidt op. Og det er da heller ikke første gang, vi løber det sidste stykke med en gennemsnitsfart, der er næsten et minut hurtigere pr. kilometer end resten at turen.

Det, der gjorde indtryk, var lige så meget fornemmelsen af en let og behagelig rytme samtidig med at farten helt ubesværet røg op. Vi var faktisk nødt til at minde os selv om at tage det roligt, da det bare skulle være en rolig tur oven på vores tærskelintervaller dagen før.

Her demonstrerer Charlotte, hvordan man restituerer. Men hun kan altså også løbe.

Begge har vi trænet løbeteknik (Pose Running), og begge løber vi i minimalistiske løbesko, så vi er allerede bevidste om at finde rytmen, kadencen og balancen. I går løb Charlotte i sine Terra Plana Evo og jeg i mine huaraches. Og alligevel var det slående, hvor meget anderledes og naturligt vores løb blev helt uden sko: Lydløst, legende let - og hurtigt!

Minimalistiske løbesko befordrer ganske vist en meget mere naturlig løbestil end et par almindelige løbesko med høje, støddæmpende såler. Men man kan ikke bare hoppe i et par flade løbesko og tro, at nu er man born to run, som en anden afrikaner, der har løbet fra den ene ende af savannen til den anden hver dag for at komme til skole. Nej, teknikken skal læres, hvis man vil have en god oplevelse ud af det, fx ved hjælp af Pose Running, ChiRunning, Evolution Running - eller hvad de nu kalder sig.

Men intet slår den allerbedste læremester af dem alle: Dine egne nøgne fødder!

4 fif som giver større løbeglæde

På bedste damebladsmanér bringer jeg hermed den ultimative (eller i hvert fald min) opskrift på en hurtig omlægning af din løbestil. Ved at følge min simple opskrift belaster du knogler, sener, muskler og led langt mindre. I stedet udnytter du deres naturlige funktion som støddæmpere og kraftudløsere langt bedre - med såvel som uden løbesko.

Smil før, under og efter dit løb!

Værsgo - her er mine fire første fif så:

1. Slap af! Det skal være let at løbe. Hvis det gør ondt, gør du noget forkert eller for meget. Du skal søge en afslappet fornemmelse i din krop - og ikke føle, at du har brugt alt, hvad du har i dig efter hvert træningspas. Al træning bør foregå med mere fornuft end konkurrenceiver. Gem kræfterne til det virkelig gælder, når du har startnummer på maven.

2. Tag kortere skridt! Hvis din fod er foran din krops tyngdepunkt, virker den som en bremse. Og hvis den er for langt tilbage, skal du bruge for lang tid på at føre den frem under dit tyngdepunkt igen. Kroppens fremdrift opstår primært ved, at du falder ud over balancepunktet under dens tyngdepunkt - og ikke ved at du sætter af!

3. Tag hurtigere skridt! Prøv selv at hoppe med bare fødder på dit stuegulv. Først laaaaangsomt og derefter med en hurtigere rytme. Mærk, hvordan det bliver lettere at hoppe, når du har en høj kadence, fordi muskler og sener opsamler nedslagsenergien og udløser det meste af den igen, så du sparer muskelarbejde. Det samme kan du udnytte, når du løber ved at hæve kadencen - ideelt set over 180 skridt i minuttet (altså 90 med hvert ben).

4. Slap mere af! Når du har forsøgt at tage kortere skridt og hurtigere skridt, har du højst sandsynligt glemt at slappe af. Det er vigtigt, at du ikke spænder unødigt, når du løber. Vær særligt opmærksom på at slappe af i fødder og lægge - så slipper du for at få ømme lægmuskler.

Opdatering:

Fif nr. 5: Kom (længere) ned i knæ, tak!
Fif nr. 6: Glem alt om forfodsløb!
Fif nr. 7: Læn Dem ikke ud! (Ret Dem ind)...

Har du set mine nye sko?: NB Minimus Trail

Jeg kan ikke love, at min mor kommer til at optræde i min blog igen. Efter et døgns tid syntes jeg, det var passende at informere hende om, at hun nu var hængt ud på nettet som barfodsløber. Hun tog det meget pænt.

Til gengæld kan jeg garantere, at det ikke bliver sidste gang, jeg kommer til at skrive om sko. Til trods for at jeg holder af at løbe i bare fødder, har jeg parallelt med min barfodsinteresse udviklet en passion for flade løbesko, og jeg er den lykkelige ejer af omkring 15 par minimalistiske løbesko og løbesandaler.

Til løbetræning sidste onsdag var der nogle af mine løbevenner i Aarhus 1900, der stillede mig et ubehageligt spørgsmål: "Når du nogensinde at slide dine sko op, Peter?"...

Den slags spørgsmål kan jo give enhver skofetichist røde ører. Grunden til, at de spurgte, var, at jeg var kommet til at købe New Balances bud på en minimalistisk løbesko: Minimus Trail.

NB Minimus Trail. Den bliver jeg glad for - men om jeg når at slide den op, det vil tiden vise.

Siden onsdag har jeg løbet 45 kilometer i NB Minimus Trail. Jeg har løbet tærskelintervaller, skov, bakker, strand, trail og asfalt på ture op til 17 km og både uden og med strømper. Og umiddelbart kan jeg godt lide dem! Jeg har dog enkelte forbehold.

Når man får skoen i hånden bemærker man, at det er lykkedes New Balance at lave en let sko med en forholdsvis flad sål. Den har en fin bredde i forfoden, så der er plads til tæerne. I det hele taget er pasformen rigtig god, og på indersiden er der ingen generende syninger, så jeg har uden problemer løbet uden strømper.

Sålen er ikke helt så flad som i fx Vibram Fivefingers eller Terra Plana, så den stiller større krav til en god løbestil, dvs. landing på for-/midfod under kroppens tyngdepunkt, korte skridt og høj kadence. Hvis man kommer fra en traditionel sko, er der sikkert en del, der vil finde den mere behagelig at løbe i, end de to førstnævnte, men den kræver altså, at man allerede ved, hvordan  man skal løbe i den (fx vha. Pose Running eller ChiRunning).

Det er Vibram, der har produceret sålen. Men af en eller anden årsag (vægt? fleksibilitet?) har New Balance valgt at give den et specielt mønster med gummiknopper, der (som det kan ses på nedenstående foto) kun dækker en del af sålen. Resten (de gule områder) er blødere EVA. Det betyder, at skarpe sten let mærkes gennem sålen, hvis de rammer det "forkerte sted". Den bløde EVA-sål giver desuden en vis forsinkelse, så når man rammer en sten på disse punkter, er det for sent at reagere - i modsætning til tyndere Fivefingers- og Terra Plana-såler, hvor man får lynhurtig respons fra underlaget og kan at flytte foden, inden man kan nå at stave til "av".

Pas på! Bunden er blød i de gule områder, hvor der ikke er gummi!

Samtidig betyder den let hævede hæl , at man ikke har helt samme fornemmelse for underlag og ujævnheder, som man har i fladere sko. Såltykkelsen i hælen er ca. 15 mm og 11 mm i forfoden. Selvom forskellen kun er 4 mm, kan man mærke den, hvis man er vant til, at der ikke er forskel på hæl- og forfodshøjden (såkaldte "zerodrop-sko). På asfalt og jævne stier fungerer NB Minimus Trail noget bedre, og man kan sagtens løbe Pose Running i den.

Det er en overdrivelse at kalde NB Minimus en barfodssko. Men hvis man kommer fra en traditionel løbesko, kan den være et rigtig godt sted at begynde at arbejde med en mere naturlig løbestil. (En del barfodsfundamentalister vil hævde noget andet). Terra Plana Evo vil dog fortsat være min foretrukne allround-minimalistsko.

Producent:     New Balance

Model:           Minimus Trail (MT10) (New Balance har også lavet en Minimus Road)

Vægt:             232 gram (i min str. 44,5)

Pris:               1000 kr. (fås bl.a. hos KeepRunning i Århus)

OPDATERING: Læs også min anmeldelse af NB Minimus Trail Zero - den nyeste udgave af Miniums med zero-drop: "Min nye skovsko: NB Minimus Trail Zero."

Skift stil - og spar sekunder!

Der er ingen grund til at ændre noget, der virker. Og dog. Når det gælder løbestil, kan der være vigtige sekunder at hente ved at justere sin løbeteknik. På Jesper Nothlevs og min Løblet-workshop i Stjær først på sommeren fik vi endnu eksempel på, at det faktisk betaler sig:

På workshoppen gav vi deltagerne en introduktion til bedre løbeteknik med udgangspunkt i Pose Running - og ikke mindst vores egne erfaringer. En af deltagerne, Poul, har i månederne efter noteret en fremgang på intet mindre end 14 procent! Uden at ændre andet i sin træning end fokus på at løbe med en mere hensigtsmæssig løbeteknik.

Allerede på sin første løbetur efter workshoppen var Poul overbevist: Den træningsrute på 10 kilometer, som han har løbet i årevis på gennemsnitligt på 52:30, løb han nu på 46:05! Og at han virkelig havde fanget budskabet om, at det skal føles let og ubesværet at løbe med god teknik, var tydeligt, da han skrev til os: "Det var ikke engang nødvendigt at strække ud, da jeg kom hjem."

Om det også vil give dig en bedre løbeøkonomi at arbejde med din løbestil, kan du kun finde ud ved at prøve det på egen krop. Men måske kan dette tv-klip fra en BBC-udsendelse, hvor effekten af Pose Running testes på et medlem af det britiske triatlonlandshold, være med til at overbevise dig om, at det faktisk er værd at vove forsøget?

Mød min mor - 67 år og barfodsløber

Min mor. Barfodsløber.

Min mor ligner måske ikke en løber, men det skal man ikke lade sig narre af. Okay, indtil sidste år var det begrænset, hvor mange meter hun havde løbet, siden hun for en halv menneskealder siden var nødt til at at løbe syv kilometer gennem en mørk skov til skole (dog kun hver anden dag i høsttiden).

Hele sit liv har hun knoklet som sygehjælper og mor til to hjælpeløse børn. Så da hun for fem år siden gik på efterløn, hvad var så mere nærliggende end at lade kampen for overlevelse og en livslang kamp mod overflødige kilo afløse af styrketræning, pc-kørekort og engelskundervisning? Hold da op - nu skulle livet leves...

For halvandet år siden fortalte hun mig, at hun også var begyndt at løbe. Da det senere gik op for mig, at hun løb rundt i sine udtrådte vandrestøvler - tre kilometer tre gange om ugen var hun kommet op på - syntes jeg, det var på tide, at min gamle mor fik sig et par mere løbeegnede sko.

"Hvaffor nogen sko løber du i," spurgte hun mig. Jeg forklarede hende, at jeg løber i helt flade sko, og hun svarede, at sådan nogle ville hun også have. Jeg bestilte et par Terra Plana Neo til hende på nettet (nu fås de også hos bl.a. KeepRunning i Århus).

Det oplagte havde måske været at sende hende ned i en løbebutik for at få lavet en løbestilsanalyse. Meeeen min mor er kvik (runs in the family), og jeg har stor tillid til hendes atletiske evner. Så når hun nu insisterede. Hun har desuden aldrig forspildt en lejlighed til at fremhæve sine sunde tæer, som hun kunne sprede med tankens kraft...

For trods alt at udvise lidt ansvarlighed udsatte jeg hende for et lynkursus i god løbeteknik og Pose Running, og hun fangede hurtigt idéen med at udnytte tyngdekraften til fremdrift og kroppens muskler og sener som naturlig støddæmpning. Dygtig mor!

Fed sko - og nu min mors yndlingssko: Terra Plana Neo

En uge senere modtog hun sine Terra Plana Neo med posten. De var sorte og gule og passede perfekt. Men til trods for at løbegearet nu var komplet (hun havde kort forinden investeret i svedtransporterende t-shirts og bukser i det der nymodens kunststof - uf!), løb hun sine løbeture rundt om det naturskønne Fruens Møllested lidt nord for Vejle i smug!

For mens hendes venner og veninder (dvs. dem, der stadig lever) er blevet ældre og mere medicinerede, er min mor bare blevet sundere og friskere. Derfor var min mor noget tilbageholdende med at fortælle om sin nye hobby - for når man er vokset op på landet i Midtjylland, så er det vist ikke naturligt at blamere sig. Havde veninderne kendt til hendes næste træk, havde de nok stillet spørgsmål ved, hvor rask hun egentlig var:

Jeg havde kort nævnt over for min mor, at jeg såmænd også løber i helt bare fødder. Min mors umiddelbare reaktion? Hun drømte sig tilbage til dengang, hun var barn og løb rundt i bare fødder på gårdspladsen. Frisk pige. Stolt søn.

Alligevel kom det lidt bag på mig, da jeg et par dage senere modtog en sms, hvor hun begejstret skrev, at hun havde løbet det meste af sin  trekilometers-rute med skoene i hænderne. Altså i helt bare fødder! (Det kom også bag på mig, at hun overhovedet sendte en sms - næste gang var for at fortælle, at nu havde hun da lige løbet fem kilometer for første gang i sit liv).

"Det er faktisk allerbedst at løbe der, hvor der er små sten, for så kan man for alvor mærke verden under sine fødder," plejer hun at sige, når snakken falder på vores nye fælles interesse.

Og hun har ret - men det kræver selvfølgelig at man smider skoene og vover sig derud. Lige nu føles den fugtige og kølige efterårskovbund helt fantastisk mod de nøgne fodsåler, skulle jeg hilse fra min mor og sige.

Damn, jeg er stolt af min barfodsmor! Alle skulle have en...

OPDATERING: Læs fortsættelsen her: Mor, læs IKKE dette!

Kan du holde balancen i dine løbesko?

Denne lille video illustrerer meget godt, hvorfor det måske ikke er optimalt at løbe i sko med alt for meget støddæmpning i sålerne. Under alle omstændigheder er budskabet meget sødt fortalt - enjoy:

Skal du ha' et par flade?

Gummisål og nylonsnøre. Mere skal der ikke til. 

I mit blogindlæg om Klosterløbet nævnte jeg, at jeg rent faktisk havde taget mine huaraches med, men at jeg i et anfald af kådhed - og til min store fortrydelse - undlod af tage dem med på den 12 km lange rute, som havde et særdeles modbydeligt underlag. Jeg undgik vabler, men det var vist mere held end noget andet.

Når man løber i bare fødder opdager man hurtigt, at der er noget underlag, der er mere behageligt end andet. Mit favoritunderlag er glatte betonfliser eller fugtige, svampede skovstier. Det allerværste er asfalt med skarpe sten i overfladen, som endnu ikke er kørt ned i vejbelægningen.

Hvis man ikke kender ruten på forhånd eller deltager i et løb, hvor ruten går over den slags underlag, kan det være en rigtig god idé at have et par huaraches med sig. De er superlette og fylder ingenting, er nemme at løbe med i hænderne eller shortslinningen - og så er de hurtige at få af og på undervejs.

Bemærk, hvordan de lilla nylonsnører klæder mine bare tæer.

Egentligt er mine huaraches bare en flad gummisål med en nylonsnøre, der holder sandalen på plads under foden. Så simpelt, som det kan blive, og det tætteste du kommer på at løbe barfodet uden at gøre det. Efter ganske lidt tilvænning løber man let og ubesværet hen over al slags underlag. Jeg har løbet ture på over 20 km i mine uden problemer.

Umiddelbart tænker man måske, at snoren mellem storetå og pegetå må genere - men det er slet ikke tilfældet. Hurtigt glemmer man alt om den - og er bare glad for at man kan løbe gennem hvad som helst. (Efter en enkelt langtur, hvor mine fødder blev våde, kunne jeg dog konstatere en lillebitte vabel mellem tæerne, men ikke noget, der på nogen måde generede under løbet).

Producent:   Invisible Shoes

Model:         Huaraches

Vægt:          118 g (i min størrelse)

Materialer:   Nylonsnor (fås i flere farver) og Vibram-gummisål eller FeelTrue-gummisål

Pris:             16,95-39.95$ (afhænger af model og om du selv skærer dem til)

Klosterløbet 2011 - hård råkost for bare fødder!

Vi havde annonceret løbet som et "venskabsløb". Men var det mine fødder, der havde stået for at sælge Klosterløbet 2011 til vores løbehold, havde de nok snarere kaldt det "fjendskabsløb"...

Ikke fordi der var noget som helst galt med løbet - et testløb med lukket deltagelse og heriblandt en lille flok løbere fra Eriks Hold (mit løbehold i Aarhus 1900), som arrangørerne fra løbeklubben SMIFF havde været så søde at invitere os med til. Slet ikke. For det var virkelig en smuk og udfordrende rute med skov, solskin og masser af bakker til at bringe pulsen lidt op på de hhv. 7 km og 12 km. Herligt!

Jeg havde medbragt mine huaraches, men i et anfald af kådhed valgte jeg ikke at løbe med dem i hænderne, så jeg kunne tage dem på, hvis underlaget blev for krævende. Herregud, det drejede sig kun om 12 km, så hvor svært kunne det være - jeg har jo før løbet 26 km i bare fødder uden problemer.

Ond asfalt! Virkelig ond asfalt!

Meeen... En anden gang skal jeg måske ikke være så kæk når jeg ikke kender ruten. For ligeså meget som jeg nyder at løbe i bare fødder på en glat asfalt eller en blød skovsti, ligeså meget skriger mine fodsåler, når de flås rundt på den slags asfalt, hvor granitgrus skærer sig op i mine trædepuder. Den slags var der rigtig meget af på ruten.

Og hvor der ikke var ond asfalt, var der stabilgrus eller murbrokker blandet med mudder. I hvert fald på de midterste 6-7 km af ruten. Mod sådan et underlag er der kun et middel: Sæt farten ned og øg kadencen (okay, det var vist to). Så det gjorde jeg. 

Det betød, at jeg faktisk troede, at jeg var den allersidste løber i feltet, indtil jeg passerede målstregen og konstaterede, at der stadig manglede nogle få løbere. Selvom jeg var den eneste barfodsløber blandt de omkring 30 deltagere med en fuldgyldig undskyldning for at løbe i stavgangstempo, så brugte jeg alligevel en del tankekrudt på at overveje, hvordan jeg skulle overbevise folk om, at jeg var løbet forkert. Det undlod jeg.

De sidste tre kilometer var til gengæld rigtig fede. Smal skovsti, op og ned - kombineret med glæden over at det snart ville være overstået. I mål kunne jeg konstatere - til min overraskelse - at fødderne havde det godt. Ingen vabler. Kun et lillebitte stykke flintesten, der havde sat sig i venstre hæl, og som let kunne fjernes med en nål. Succes, succes. Og da jeg desuden blev klar over, at mine to holdkammerater, Jim Klitgaard-Paulsen og Anne Sofie Amstrup, var hhv. hurtigste mand og kvinde i mål på 12 km-ruten, og at Birgitte Amtkjærs mor, Jette (aka Speedy Mom), var hurtigste kvinde på 7 km, var det bare endnu bedre.

Jeg dominerede selvfølgelig totalt barfodsklassen og kom i mål som allerhurtigste mand med nøgne tæer. For den indsats blev jeg belønnet med en pokal med det klareste kildevand samt en banan og et saftigt, rødt æble. Feels good to be a winner!

Og tiderne? Dem snakker vi ikke om. Husk: Der er altid en kenyaner, der løber dobbelt så hurtigt som dig - mindst!

Jeg glæder mig allerede til næste år - men det bliver højst sandsynligt i et par flade sko! 

Nøgne tæer og det, der er værre

I anledning af mit allerførste blogindlæg har jeg barberet mine tæer og iført mig splitshorts for at komme i den rette stemning. Men lad dig endelig ikke frastøde af den blege, nøgne hud på mine fødder, for denne blog kommer til at handle om meget mere og andet end barfodsløb.

Jeg er først og fremmest en glad motionsløber. Og en vigtig forudsætning for at bevare min løbeglæde er at undgå skader. Derfor vil denne blog komme til at handle rigtig meget om hensigtsmæssig løbeteknik, og så kan jeg nok heller ikke lade være med at bruge taletid på at dele det, der efterhånden har udviklet sig til et fetichistisk forhold til minimalistiske løbesko, som fx Vibram Fivefingers, Terra Plana og huaraches.

Minimalistiske løbesko (og sådan set også regulært barfodsløb) befordrer ganske vist en meget mere naturlig løbestil, hvor man udnytter elasticiteten i muskler og sener til støddæmpning. Men det er ikke tilstrækkeligt for alle blot at skifte til mere minimalistiske sko, hvis de vil undgå skader. En god løbestil skal der til!

I den forbindelse er Pose Running (eller Chi Running, som smager af lidt af det samme) en rigtig effektiv metode til at optimere sin løbeøkonomi og udnytte kroppens elasticitet - samtidig med at man benytter tyngdekraften til fremdrift i stedet for at kæmpe imod den.

Men alt dette kommer jeg til at skrive meget, meget mere om. God læselyst - og skriv endelig til mig, hvis du har nogen spørgsmål. Det vil være en fornøjelse for mig at dele mine erfaringer med andre!

Vaskes efter brug!