Hjælp - mit sommerhus falder i Vesterhavet!

Jo, jo - jeg lever i sandhed et liv på kanten. Om lidt falder jeg.

Knogleresterne ligger allerede i vandet ved stranden nord for Rubjerg Knude. Og snart ligger Vesterhavshytten på havets bund sammen med Maarup Kirkegård.

I de kommende år bliver udsigten fra vores sommerhus bare bedre og bedre. Men på et tidspunkt vender det, og beliggenheden bliver lidt for spændende, hvis ikke der bliver kystsikret i tide. Det fik Anette og jeg en forsmag på her i weekenden. Min barfodsløbesti langs klinten er simpelthen styrtet i havet efter de sidste par decemberstorme. Og flere sommerhuse er nu forladt og balancerer på det yderste af klinten.

Det er ellers kun få uger siden, jeg løb her med nøgne tæer. Dengang ville jeg ikke tøve med at udråbe området fra Lønstrup til Rubjerg Knude til det perfekte barfodsterræn. I dag skal man ikke komme for tæt på kanten.

Her var verdens fedeste barfodsløbesti. Nu er jeg nødt til at skifte
de bare fødder ud med svømmefødder, for stien ligger i havet.

Opslugt af bølgerne
Da Anette og jeg så de seneste resultater af uvejrets rasen, var vi begge dybt rystede over, at flere meter land på så kort tid er blevet til vand. Jordskorpen langs klinten fra vores sommerhus ind mod Lønstrup har slået så dybe revner, at endnu flere stykker Nordjylland snart vil brække af og blive opslugt af det frådende hav nedenfor.

Vi kendte ellers godt stedets skæbne, da vi overtog huset sidst i august. Samtidig med at vi forelskede os i Vesterhavshytten i pinseferien, kastede vi os nemlig over alle de forskningrapporter og krystalkugler, som vi kunne komme i nærheden af. De mest dystre fremtidsudsiger giver os 30 gode år i eget sommerhus ved Lønstrup. Andre lover op mod 200 år, før de 300 meter mellem os og havet er ædt op af regn, vind og bølger.

Næste gang vi kommer forbi, ligger dette sommerhus sandsynligvis knust ved foden af klinten.

Selve Lønstrup er allerede hegnet inde bag en vold af store kampesten, så byen ikke bliver ædt luns for luns, som det ellers ville være tilfældet. Men ikke kysten syd for byen, hvor vores sommerhus ligger. Og det er der ifølge Hjørrings borgmester heller ingen planer om.

De voldsomme kræfter, som man er nødt til at underlægge sig ved Vesterhavet, er betagende. At kalde det for en stor del af charmen, er måske at overdrive, men det tilføjer i hvert fald et ekstra spændingsmoment til vores søde sommerhusliv.

Hvem har lyst til at løbe ned ad denne trappe, efter at have løbet 30 kilometer?
Det har jeg og en masse andre løbetosser næste sommer!

Se det, før det er for sent
Områdets kraftfulde natur indbyder i den grad til vandre- og løbeture. Har du mod på en herlig tur i eller uden løbesko, så har du til sommer chancen for at krydre oplevelsen med et startnummer på maven og sandkage i maven. 19. august lyder startskuddet nemlig for Rubjerg Knude-løbet. Hel- og halvmaratonruterne går lige forbi vores sommerhus og byder på nogle af områdets fedeste og allerhårdeste strækninger - ovenikøbet med mulighed for sandstorm.

Jeg var ikke med i år, da løbet havde sin premiere. Men mon ikke jeg er at finde på startlisten til sommer. Og du skal da med, ikke?

At servere sandkage ved fyret på toppen af Rubjerg Knude for løbere,
der næsten har løbet 30 kilometer, lyder som pervers humor.
Den har bare at være god!

Læs om ruten og se billeder på løbets hjemmeside: Rubjerg Knude-løbet.

Mød min kone: Verdensmester i restitution!

"Her faldt han om med hjertestop..."

Stemningen var gravalvorlig. Min kone og jeg havde kun løbet nogle få ture med vores løbehold på det tidspunkt, så vi kendte ham ikke. Nu stod vi ved toppen af en stejl trappe i Marselisskoven. 88 trin. Længere væk behøver døden ikke være.

Min kone, som normalt har en veludviklet indlevelsesevne, brød tavsheden:
"Der er da heller ingen grænser for, hvad folk vil gøre for at slippe for at løbe."
Ingen grinede. Nu var tavsheden pinlig.


Min kone Anette - i et af de sjældne øjeblikke, hvor hun faktisk bevæger sig.
Også kendt som "Det århusianske futtog." Eller noget i den stil.

Hospitalindlæggelse med effekt
Men min kone ved faktisk, hvad hun taler om, når det drejer sig om at slippe for at løbe. Det værste af det hele er, at det er min skyld - og så en tjekkisk verdensrekordholders. Det har nemlig vist sig at være en stor fejl, at jeg fortalte hende historien om Emil Zátopek!

Kort før EM i 1950 blev den tjekkiske løber syg og måtte indlægges, så han slet ikke var i stand til at træne. Alligevel snuppede han øverste plads på sejrspodiet på både 5000 meter og 10.000 meter. Dengang forstod man ikke værdien af restitution og nedtrapning, men nu blev man opmærksom på dét, der siden kom til at hedde Zátopek-effekten.

Fruen stopper på toppen?
Den slags viden kan være farlig. Jeg burde have vidst, at min kone ville misbruge disse oplysninger. For dybest set stoppede hendes løbekarriere, inden den begyndte. Og dét var også min skyld - omend ikke med min gode vilje.

Jeg skal gøre det kort, for det er meget smertefuldt for mig at hente frem fra fortrængningen: Anette løb fra mig! Ved vores allerførste halvmaraton. Ovenikøbet i Berlin med en million hujende og heppende publikummer langs ruten.

Allerede få hundrede meter efter start stak hun af fra mig, og hun kom i mål et par minutter før mig. Det vil hun for altid blive huske for, og den historie vil for altid blive brugt til at pille mig ned med. Så måske er det meget godt (for mit selvværd), at hun kun løber, når hun har lyst - for hun løber faktisk ret godt!

Toptunet til jul!
I dag løber Anette stort set kun i restitutionsugerne. Det vil sige hver fjerde uge, hvor vi skærer en anelse ned på distance og kvalitet i træningsplanen. Sådan én havde vi i sidste uge. Her lykkedes det hende endda at forfine sin restitutionsteknik til det ypperste: Hun løb overhovedet ikke!

Bare for at være helt sikker på, at hun er 100 procent velrestitueret til den kommende juleferies strabadser, som for hendes vedkommende primært består af at ligge på en sofa i vores sommerhus og læse bøger, mens jeg knokler i køkkenet for at frembringe vegetariske juledelikatesser.

Og hvis jeg spørger hende, om hun vil med ud at løbe, vil hun højst sandsynligt svare:
"Nej, jeg snupper mig lige en Zátopek, skat."

Elendig stil, flade løbesko og bh? Måske var der flere gode grunde til, at Emil Zátopek
- også kendt som "Det tjekkiske lokomotiv" - trængte til en træningspause af og til.

PS: Jeg overlevede min forkølelse i sidste uge. Men det er godt nok hårdt at komme i gang igen, så nu må Zátopek-effekten gerne snart indfinde sig - for i aften skal vi løbe op ad samtlige bakker i Århus og Højbjerg. Læs mere om restitution her.

PPS: Han overlevede.

Nu med virus OG reklame!

Snøft. Host. Hulk. Jeg er blevet ramt af en megamonsterforkølelse. Det er sjældent, at jeg bliver så syg, at jeg ikke orker sidde foran en computer eller ikke ærgrer mig over, at jeg ikke kan komme ud at løbe. Men det er altså sket nu: Jeg kan hverken løbe eller skrive - så derfor kun dette korte blogindlæg (som selvfølgelig gerne må generere en masse medynk og healende vibrationer i min retning).

I, der ikke er med i min Facebookgruppe, skal også have chancen for at styrke jeres immunforsvar med denne sjove barfodsvideo:

Samtidig vil jeg benytte lejligheden til at gøre opmærksom på årets store julegavehit:

En workshop om naturlig løbestil og Pose Running, som Jesper Nothlev og jeg afholder i Århus søndag 29. januar. På workshoppen lærer du, hvordan du kan undgå en lang række løbeskader ved hjælp af simple teknikøvelser og justeringer af dine løbestil.

Pose Running har dog desværre ikke den store effekt på, hvordan snottet løber, skulle jeg hilse at sige - men vi arbejder selvfølgelig på sagen!

Læs mere på vores hjemmeside: løb:let

Nå, jeg må hellere smutte ned under dynen igen... Snøft. Host. Hulk...

Fif nr. 7: Læn Dem ikke ud! (Ret Dem ind)...

I dag er det mig, der er i gavehumør. Derfor får du Peter Piskensbens syvende løbefif. Værsgo:

Som Pose Running-instruktør underviser jeg i, hvordan det er tyngdekraften, der skaber fremdriften, når vi løber. Løb er med andre ord et kontrolleret fald, hvor faldvinklen bestemmer farten.

Lige så besnærende et budskab det er, at tyngdekraften ikke er noget, vi skal overvinde, men i stedet kan udnytte - lige så ofte er der nogen, der får det galt i halsen, hvis de selv eksperimenterer med at falde fremad, fx efter at have læst om det i et løbemagasin.

Det kan give anledning til en højst uhensigtsmæssig løbestil, hvor de knækker i hoften og skyder numsen bagud. Det øger bl.a. belastningen på lænden og bidrager ikke til fremdriften, så lad være med det!

Hvis du læner dig forover, er du nødt til at skubbe numsen bagud.
Det kan være charmerende - men giver desværre ikke en god løbestil.

Hold overkroppen lodret

Det er vigtigt, at du ikke læner dig fremover, for at skabe faldet! Faldet skal komme helt nede fra anklen og fornemmes i hoften - mens overkroppen holdes lodret.

Start med at lægge hovedet til rette oven på rygsøjlen. Det gør det meget nemmere at holde ryggen rank, når dit hoved ikke forstyrrer balancen ved at flagre rundt på toppen af kroppen. Når hoved og ryghvivler er placeret oven på hinanden, bliver overkroppen nærmest en selvbærende konstruktion, understøttet af din balanceevne.

Husk at træne balanceevnen
Du skal selvfølgelig bruge et vist minimum af muskler på ryg og mave, men din balanceevne er mindst lige så vigtig som et stramt muskelkorset. Derfor: Husk at træne din balance!

Det kan du fx gøre ved at stå på ét ben, mens du børster tænder med lukkede øjne. Eller du kan hoppe på stedet med lukkede øjne, mens du forsøger at blive på stedet.

Suppler hellere end gerne med coretræning - men vær opmærksom på, at coretræning aldrig kan aldrig rette op på en dårlig balanceevne!

Opsamlingsheat
Og så er tiden er vist kommet til en opsummering af mine (indtil videre) syv løbefif:

1. Slap af. Det skal føles let, når du løber.

2. Tag kortere skridt. Løbebevægelsen opstår under kroppens tyngdepunkt.

3. Tag hurtigere skridt. Højere kadence forbedrer løbeøkonomien og reducerer belatningen på muskler, sener og led.

4. Slap mere af. Husk at nyde at løbe. Og glem ikke at slappe af, mens du koncentrerer dig om at tage kortere, hurtigere skridt, bøje knæene og så videre.

5. Bøj i knæene. Mere end du tror. På den måde kan du bruge hele kroppen som effektiv støddæmper.

6. Løb ikke på forfoden. Men skift hælkollision ud med forfodslanding. Hælen må gerne "kysse" jorden efter landing.

7. Læn dig ikke fremover. Hold overkroppen lodret. Faldet skal kommen fra anklen og fornemmes i hoften.

Udadvent. Med gaveregn og vindstød af orkanstyrke.

Knivskarpe så alle mine løbevenner ud ved julefrokosten i går aftes - denne ene dag om året hvor vi ser hinanden i andet end lycra.

Men på løbestierne vil jeg fremover og for altid være kongen af uforlignelig god stil!

Det skyldes ikke mindst min løbeveninde Linda Floes, som ud over at være en glad løber også driver Butik Himmelblå med alt, hvad hjertet (og flittige hænder) kan begære, hvis man altså har en passion for patchwork, garn og tilbehør.

Hvad i himlens navn har den slags med mig at gøre, tænker du måske? Svaret er custommade barefootfootwear!

For andet år i træk sørger Linda nemlig for passende fodtøj til familien Fløe & Henriksen. Sidste år var det min kone, der løb af med en patchwork-julestrømpe ved julefrokosten (fordi jeg lod hende løbe fra mig ved Berliner Halbmarathon). Vel egentlig også ret minimalistisk, eftersom der kun var én strømpe.

Minimalistisk løbesok fra Butik Himmelblå. Håndlavet julestemning for barfodsentusiaster.

I år var det min tur. Ikke fordi jeg løber fra nogen, slet ikke. Men bare fordi jeg er en barfodstosse. Og fordi jeg er mere til fodarbejde end håndarbejde.

Efter at have læst mit blogindlæg om min barfodsveninde Birthe Pedersens uldgalocher kastede Linda sig over strikkepindene. Så ved julefrokosten i går aftes kunne jeg - sammen med Jesper Nothlev, min trænerkollega og partner in crime - modtage et par barfodsmoderigtige ankelvarmere. Lun angorauld i en frisk blåfrossen nuance. Hvad mere kan en mand ønske sig?

Damn, jeg er hot! Biler kørte i grøften, kvinder skreg og børn græd - jeg er for vild i mit nye fodtøj!

Oh, hvilken lykke! Jeg kunne slet ikke vente med at teste dem. Jeg ventede dog til i dag, hvor de for alvor kunne blive budt på hård kuling og regn. Der var ingen grund til at skåne hverken dem eller mig. Jeg måtte bare ud denne første søndag i advent, mens Anette pyntede op til jul...

Nu er der ingen grund til at frygte, når det bliver endnu koldere - for ankelvarmerne virker! Vind, regn og kulde til trods frøs jeg på intet tidspunkt tæerne, hvad jeg ellers godt kan, når temperaturerne er under 10 grader. De holdt på varmen og beskyttede mod vinden. Perfekt! Så kære barfodsvenner - I kan godt finde strikkepindene frem (eller alliere jer med en, der ved, hvordan de skal bruges)!

Livsfarligt løv (og det, der er værre)!

"Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge," var der engang en, der sagde. Jacob Haugaard måske. Motion skulle også at være ret sundt. Men her må jeg altså på det kraftigste advare skrøbelige sjæle og kroppe mod den slags. For det er i sandhed en farlig årstid - ikke mindst for løbere!

I sidste uge måtte ikke mindre en to løbere fra mit løbehold ned at bide i asfalten. Den første var min kone, Anette.

Af en eller anden grund har Århus Kommune valgt at bruge samme slags gullige belysning langs Oddervej, som man bruger på offentlige toiletter, hvor man helst vil begrænse antallet af narkomaner. For os løbere (særligt barfodsløbere) er det da også dejligt, at vi slipper for at træde på brugte kanyler, når vi kæmper os den lange vej op ad Oddervej. Men det er bare ikke nok, for risikoen for en omgang leverbetændelse eller aids, er langt fra de eneste farer, der lurer på vejen til Højbjerg.

Nedfaldskvinder
I sin iver efter at hænge på holdets friske mandagstempo overså min kone, at der gemte sig en kantsten under en håndfuld nedfaldne blade. Alt var jo gult i det sparsomme monokrome lys. At hun sikkert var mere optaget af at snakke, end at se, hvor hun placerede sine flade løbesko (Terra Plana Evo), lyder dog ikke usandsynligt i mine ører.

Resultatet: Hun styrtede lige så lang, hun er. Og hun er altså ret lang. Hudafskrabninger på håndflader og knæ - på billedet nedenunder kan du se, hvor slemt. To dage senere led Aase Sejersen samme skæbne. Hun er ret fiks og heldigvis ikke lige så lang som min kone, men hun slog sig også og fik et slemt chok.

Min kone. Jeg ved det: Et forfærdeligt syn. Men så skulle du have set hende, da jeg mødte hende i Sub'en under Blitz for snart 15 år siden. Foxy!

Min frygtløse tirsdag
Som den daredevil jeg er, var det min tur til at udfordre skæbnen i går aftes: Syv kilometer i bare fødder. Det meste ganske vist på tilforladelig kølig asfalt og fortov. Men nær-frysepunkts-temperaturer er ikke vildt nok for mig. Nej, bælgravende mørke og groft granitgrus er den slags, en hardcore barfodstosse glæder sig til.

Jeg kunne højst se en meter frem. Men jeg kunne mærke hver en sten i sadistisk samarbejde med tyngdekraften under mine nøgne fodsåler. En lille kilometer gennem Havreballe Skov. Interessant. Jeg slap med livet i behold. Uden skader.

I et anfald af overmod ville jeg have mere. Vi er nogle, der hele tiden er nødt til at mærke Døden ånde os i nakken. Så lever vi!

Rullet i tjære
Derfor kastede jeg mig frygtløst ud i krydset ved Marselis Boulevard og Stadion Allé, da det blev grønt for fodgængere. Asfalten foran mine fødder dampede aggressivt. Asfaltarbejderne var i fuld sving med tromlerne her i aftentimerne.

"Tror du, asfalten er kogende," spurgte jeg en ung pige, som havde ventet ved fodgængerovergangen sammen med mig. Hendes svar var en blanding af hovedrysten over mine barfodslyster og et "det håber jeg da ikke for dig."

Varmen fra asfalten mødte min nøgne hud med det samme. Klistret. Ikke for varm. Faktisk rart efter fem-seks kølige kilometer. Pyha, for anden  gang denne tirsdag aften måtte Døden se sig slået af en mand i lidt for stramme tights og bare fødder. Jeg fik helt ondt af ham. Sendte ham en kærlig tanke, da jeg forsøgte at skrubbe tjæren af mine fodsåler hjemme i badet.

Stop din klynken, mor
Min dødsforagt har jeg ikke fra fremmede. Da jeg talte i telefon med min mor i sidste uge, ærgrede hun sig over, at hun snart ikke kunne løbe i bare fødder længere. Hun er nok nødt til at ty til sine Terra Plana Neo på grund af kulden. Og bog (fra bøgetræerne) er temmelig hård kost for hendes bare fødder, småklynkede hun.

Hun kunne godt selv høre, hvor ynkeligt det lød, at en (nu) 68-årig barfodsløber lod sig gå på af den slags detaljer, og hun kvindede sig op og sagde:

"Men dræbersnegle - de gør mig ikke noget!"

Og vinderen er...

Fra sekunderne omkring afgørelsen.

Tak for alle jeres stemmer! Min ihærdige indsats med at spamme Facebookvenner med opfordringer om at stemme på min barfodsblog, så den kunne blive Danmarks bedste blog, bar frugt. Tak for tålmodigheden.

Min blog blev den af de fire nominerede, der høstede suverænt flest stemmer! Det kan godt være, at der ikke er tale om Nobels Litteraturpris, men smigret det er jeg. Desværre er de to bagkvinder, som udskrev konkurrencen, ikke helt enige med jer i, at Peter Piskebens barfodsblog fortjener den hyldest og hæder, som kun er nummer ét forundt. Læs her hvorfor ikke.

Men helt ærligt: Hvem gider læse om mine behårede tæer, når man i stedet kan få kaloriefri eyecandy og genveje til en funky hverdag i Laura Scheuer Trøstrups flotte boligindretningsblog, The Sweetspot? Stort tillykke til Laura!

Til gengæld har konkurrencen lokket en masse nye læsere forbi min blog. Hvis bare en enkelt af jer har fået lyst til at læse mere om mine oplevelser som glad (barfods-)løber - så kan jeg love, at jeg ikke helmer, før jeg har fået Bitterfissen Bethany til at smide skoene og begive sig ud på de efterårsfugtige skovstier i let løb for at erstatte sin livslede med livsglæde! Eller noget i den stil...

PS: Vi er alle vindere!