Smid skoene og mærk foråret

12 plusgrader. Småfugle synger af livslyst. Vintergækkerne har besejret kulden. Solen varmer kinderne igen.

Men samtidig længes 200.000 nervetråde efter at fortælle dig om den fugtige, bløde skovbund. Om den lune asfalt og det sprøde strandsand. Du oplever det bare ikke, for du har sko på.

Ja, foråret er på vej, men du snyder dig selv for en storslået sanseoplevelse, hvis du aldrig har smagt på det med dine nøgne fødder. Jeg siger ikke, at du skal blive hardcore barfodsløber. Men prøv i det mindste at smide sko og strømper bare én gang i skoven, ved stranden, i baghaven eller på bytorvet - og oplev verden med glemte sanser: dine følsomme fodsåler.

Snyd ikke dig selv for forårsfornemmelser - smid skoene!

En frossen kylling
Jeg er selv en barfodskylling, der eeeeeelsker mine flade sko, når det skal gå hurtigt på grus, eller når temperaturerne er under fem grader. Heldigvis har vinterkulden kun afholdt mig fra at løbe uden sko i halvanden måned i år. (Andre er noget mindre pivede - fx Rasmus, der skriver bloggen "Bare fusser" og løber uden sko i ned til minus 10 graders frost og sne).

Og min blog handler meget om sko. (Den slags er der sikkert et navn eller en psykiatrisk diagnose for). Men der skal ikke herske tvivl om, at jeg allermest nyder de løbeture, hvor jeg smider skoene og mærker hele jordkloden under mine fødder, mens de får lov til at udfolde sig som et ekstra sanseorgan, der hjælper min krop til at løbe naturligt og frit.

Helt elektrisk
Jeg kender en fantastisk kvinde, der er kunstmaler, zoneterapeut og alternativ behandler. Hun er overbevist om, at kroppen akkumulerer statisk elektricitet, som den ikke kan komme af med, når vi altid har sko på. Ifølge hendes teori aflader man bedst denne elektricitet, når man går - eller løber - med bare fødder.

Om teorien holder, ved jeg ikke. Helt overbevist har hun endnu ikke fået mig. Men ét er sikkert: Efter en løbetur i bare fødder er mine batterier ladet helt op af sanseindtryk, jeg aldrig ville have fået med sko på - og resultatet er et forårshumør helt i top.

Prøv det, prøv det! Inden vinteren er over os igen!

Den Store Skoparade

Jeg ved det: Der er noget helt forkert ved at kalde sig barfodsløber og samtidig være begejstret for løbesko. I visse fundamentalistiske barfodskredse vil så lidt som en tyndslidt uldsok sende dig direkte i bad standing.

Jeg vælger dog at forholde mig praktisk til min sko- og barfodsentusiasme: Bare fødder er fedest, når temperatur, temperament og underlag matcher hinanden - ellers holder jeg mig ikke for god til at smide mine fødder i et par fladsålede løbesko og supplere dem med en god gang barfodsløbeteknik i form af pose running.

Og hvad er det så for nogle sko, jeg løber i? Jo, dem kan du se her:

Mine kære børn. Og flere er på vej til vores lille familie.

De fleste af dem benytter jeg jævnligt. Enkelte er jeg vokset fra - de er simpelthen for meget sko. Men de har alle en plads i mit hjerte - og de har alle haft deres tid på mine fødder.

Her er en kort præsentation af de fleste af mine løbesko i ganske vilkårlig rækkefølge. Har du spørgsmål til mine erfaringer med dem, er du meget velkommen til at spørge mig.

PS: Hvis min kone spørger, så har jeg selvfølgelig købt alle mine løbesko på udsalg med mindst 75 procent rabat og to par for et pars pris.

Nike Free 3.0 - hvor det hele startede.

NIKE FREE 3.0 I barfodsløbekredse bliver Nike ofte omtalt som Satan selv. Årsag? Firmaet opfandt den moderne løbesko med introduktionen af den støddæmpende vaffelsål i slutningen af 1960'erne. Fy, skam jer, slemme skoproducent! Men det var også Nike, der var de første til at skrælle støtte og støddæmpning af løbeskoen med deres Nike Free for snart 10 år siden. ("3.0" er ikke versionsnummeret, men indikerer graden af støddæmpning, hvor 0.0 er barfodet og 10.0 er en almindelig løbesko). Da jeg smed mine Asics Kayano og begyndte at eksperimentere med pose running, var dette den første sko, jeg kastede min kærlighed over. I dag kunne jeg dog ikke drømme om at løbe i den.

Vivobarefoot Evo - min yndlingsløbesko!

VIVOBAREFOOT EVO Bedre allround-løbesko fås efter min mening ikke. Den er perfekt i skov og på asfalt. Jeg har pt. tre par - et par til asfalt uden indersålen (i str. 43) og to par med indersålen til skoven og sommerhuset (i str. 44). Jeg løb Hamburg Marathon i denne grønne model uden indersål sidste år. En let, fleksibel sko - som (i mine øjne) også ser superfancy ud.

Vibram Fivefingers Speed. Min første fingersko.

VIBRAM FIVEFINGERS SPEED Mine Nike Free 3.0 blev hurtigt skiftet ud med fladere sko. De første var denne megagrimme løbesko fra Vibram. Det anbefales, at man stille og roligt vænner sig til dem. Så jeg snuppede en tur på 17 kilometer i skoven. Uden problemer. (Men det vil jeg altså ikke anbefale andre at gøre, for jeg ved, at mange får ømme lægge og fødder af blot en enkelt kilometer de første mange gange). Gimmicken med et rum til hver tå er sådan set okay - men hvis underlaget er det mindste vådt, så er det umuligt at undgå våde tæer, og det er seriøst træls!

Huaraches fra Invisible Shoe - fed sommerløbesandal!

INVISIBLE SHOE Simplere bliver det ikke. En tynd gummisål og en snor. Løbesandalerne, som blev udødeliggjort i Christopher McDougalls barfodsbestseller, "Born to Run" (læs den!), sidder overraskende godt på fødderne og er nemme at have med i hånden eller bukselinningen for en sikkerheds skyld, når man løber i helt bare fødder. Slet ikke så tosset, som det umiddelbart kan lyde. Læs mere om mit indtryk af dem her: Skal du ha' et par flade.

Mizuno Wave Universe 3 - verdens letteste løbesko!

MIZUNO WAVE UNIVERSE 3 En såkaldt "racing flat" - altså en flad konkurrencesko. Verdens letteste løbesko! Med sine kun 100 gram er den faktisk endnu lettere end løbesandalerne fra Invisible Shoe. Den er fin at løbe pose running i, men med sin 4 millimeter hævede hæl (i forhold til forfoden) og støddæmpning kan den ikke kaldes en decideret barfodsløbesko. Er siden blevet afløst af Mizuno Wave Universe 4.

Saucony Hattori - en zerodrop-letvægter.

SAUCONY HATTORI Funky letvægter fra Saucony, hvor hælen er ligeså lav som forfoden. En rigtig god minimalistsko efter min mening. Umiddelbart virker den ikke særlig robust, men den bærer ikke præg af slid, selvom jeg efterhånden har løbet en del kilometer i den (primært på asfalt, men også lidt på skovstier). For nogle vil den være en god overgangssko til endnu mere tyndsålede løbesko, som fx Fivefingers eller Vivobarefoot.

Vibram Fivefingers Bikila - også kendt som PR-skoen!

VIBRAM FIVEFINGES BIKILA Hver gang jeg har løbe halvmaraton i disse sko, har jeg sat ny personlig rekord - derfor kalder jeg dem mine pr-sko. De er lette og giver en god fornemmelse for underlaget. Om 14 dage modtager jeg de nye Vibram Fivefingers SeeYa, som minder om Bikila, men er endnu lettere og tyndere. Dem har jeg store forventninger til, da jeg muligvis vil løbe Hamburg Marathon i dem.

Vivobarefoot Aqua Lite - min nye maratonsko?

VIVO BAREFOOT AQUA LITE Endnu lettere end Vivobarefoot Evo. Endnu tyndere bund. Masser af plads til tæerne. Og vandskyende overdel. Perfekt asfaltløbesko. På halvmaratondistancen har den indtil videre vist sig at være fremragende, så den er min anden valgmulighed til Hamburg Marathon om et par måneder. Mit eneste problem er, at den ser lidt mere anonym ud end mine grønne Evo. Man skulle jo nødig falde i med det nordtyske tapet...

New Balance Minimus Trail - for meget sko efter min smag.

NB MINIMUS TRAIL Mit første indtryk var meget positivt. Men efterhånden bryder jeg mig mindre og mindre om dem. De er for meget sko og overkonstruerede. Er lige kommet i en zerodrop-version, som jeg dog ingen intentioner har om at invitere ind i mine skoskabe. Fås også en en road-udgave. Læs mine indtryk her: Har du set mine nye sko? NB Minimus Trail.

Inov-8 f-Lite 195 - god posesko.

INOV-8 F-LITE 195 Ligesom Minimus Trail har denne sko også en anelse hævet hæl i forhold til forfoden (3 millimeter). Når man er vant til at løbe i helt flade sko, fornemmer man denne hævede hæl. Alligevel er denne sko slet ikke så tosset. Jeg købte den sidste sommer, da jeg skulle løbe maraton i Randers på en rute med mange skarpe sten. (Det blev dog kun til 29 kilometer for mit vedkommende - hmmm...). Poseløbere som ikke har overgivet sig til helt flade sko, vil blive glade for denne sko fra Inov-8 (som i øvrigt siden har fået fladere sko på programmet).

Vivobarefoot Achilles - en spøjs løbesandal.

VIVOBAREFOOT ACHILLES Jeg havde store forventninger til denne løbesandal. Desværre blev jeg slemt skuffet. Den er slet ikke en forbedring af huarachen. Små sten sætter sig mellem storetå og tåkappen, og de giver mig vabler. Ellers er jeg vild med udseendet!

Sole Runner Trainer FX - mere barfodsagtigt bliver det næppe.

SOLE RUNNER TRAINER FX Med en såltykkelse på kun halvanden millimeter og masser af plads til tæerne vil jeg uden tøven udnævne denne sko til at være den sko, der giver mest barfodsfornemmelse for pengene! Er også kandidat til at føre mig de 42,2 kilometer gennem gader og stræder i Hamburg. Jeg har skrevet meget mere om den her: Lydløs som en ninja.


OPDATERING: Nye sko er kommet til, siden jeg skrev dette indlæg. Nogle af dem kan du læse om under "Piskebens skoanmeldelser" i menuen til højre.


PS: Og så lige en lille reklame: Lær at løbe naturligt på Løblets to workshops i Århus 17. marts 2013 og søndag 26. maj 2013. Læs mere her: www.loeblet.dk.

Ferien løber ingen steder

LØBEFERIE "Det bliver både første og sidste gang, jeg bruger min ferie på at løbe," sagde sagde min kone, inden vi tog til Bornholm for at deltage i 2010-udgaven af Etape Bornholm. Jeg var tilbøjelig til at give hende ret. Udsigt til fem dages løb med ømme og trætte muskler - hvad har det med ferie at gøre? Men så slemt gik det slet, slet ikke. Okay, benene var lidt trætte den sidste dag, men vi var samtidig helt klar på at melde os til igen en anden god gang! 

SKYND DIG Hvis du vil sikre dig denne store løbeoplevelse i år, skal du skynde dig. Deltagerantallet er begrænset til 2200 voksne løbere - og de første 2070 har allerede tilmeldt sig årets etapeløb på Bornholm, der løber af stabelen i uge 30 (23. juli-27. juli 2012). Der er også børne- og ungdomsetaper, så løbet er for hele familien.

Den er god nok: Bornholm er en solskinsø!

SOLSKINSØ? Ferien startede faktisk rigtig skidt for os tilbage i 2010. I det øjeblik vi fik fri fra arbejde fredag eftermiddag blev sommersolen skiftet ud med regnskyer over Århus. Og da vi næste dag landede i Rønnes lufthavn, var der uvejr! Sur start på sommerferien og vejrudsigten for de kommende dage lovede ikke solskin til vores blege lår. Men meteorologer er ikke vejrguder, og allerede næste dag var det shorts- og sandalvejr, og det holdt hele ugen, indtil vi igen landede i Billund Lufthavn, hvor vi blev mødt af jyske regndråber.

DE ANDRE Lad mig bare afsløre, at Anette og jeg ikke vandt Etape Bornholm. Ikke så meget som en eneste etape og ikke en gang en sejr i veteranklassen kunne det blive til. Det klarede en kenyaner fra Finland og en tynd pige fra Sparta for os. Men vi er ikke bitre af den grund... Etape Bornholm var et vidnesbyrd om, at løbere kommer i alle størrelser og med ambitioner i alle størrelser, og Etape Bornholm har plads til alle typer løbere - også et par glade motionister som os!

Solen blændede faktisk så meget, at vi var nødt til at løbe med lukkede øjne alle fem dage.

ETAPERNE Fem af slagsen over fem dage. I alt 42 kilometer (altså en maratondistance). I varieret tærræn: 10 km flad rute i Hasle, som en blid start på ugen. En etape ved Dueodde i løst strandsand og klitter, som var 5,8 km lidelse med tanglugt. En utrolig smuk skovetape på 7,8 km ved Almindingen - med så mange stigninger. En sindssyg bjergetape på 8,5 km ved Hammeren, der starter med en lodret mur af asfalt og slutter med en lodret mur af asfalt, masser af publikum og Tour de France-stemning og -smerte! Og endelig den afsluttende flade etape igennem Rønne by og skov på 10 km. I 2012 er starter etaperne ved 18.20-tiden. Det betyder, at der er god til til at lege turister (og evt. være sammen med ikke-løbende familie) om dagen. Se etaperne på Etape Bornholms hjemmeside.

BARFODSVENLIG? Bornholm er en klippeø. Med masser af små klippestykker (kaldet grus og sten) strøet ud over store dele af øen. Man kan sagtens løbe etaperne i bare fødder, men det er altså ikke det mest behagelige barfodsunderlag (til gengæld er ruterne ikke så lange). På strandetapen ved Dueodde kan det dog være en fordel at løbe uden sko. I 2010 løb jeg alle etaper i Nike Free 3.0. Dem kunne jeg ikke drømme om at løbe i igen. Så ville mit valg nok snarere falde på Vivobarefoot Evo eller Vibram Fivefingers Bikila, som trods alt yder lidt beskyttelse mod skarpe sten.

AARHUS 1900 10-15 andre løbere fra vores århusianske yndlingsklub havde fundet vej til Bornholm. De fleste boede sammen på Pensionat Verona i Sandvig. Vi boede på et andet hotel i Sandvig. Men i vores rød-blå klubtøj var det let at spotte klubvenner. Ved den store løberfest efter sidste etape spurgte en nydelig mand os, om vi ikke var fra Aarhus 1900. "Jo," svarede jeg og returnerede høfligt spørgsmålet: "Det er du måske også". "Ja. Jeg er faktisk formand for klubben", svarede Leif-Henning Jensen... Som er formand for Aarhus 1900... (Note til mig selv: Tjek denne fotooversigt over vigtige klubpersoner inden store arrangementer).

Mit økologiske hjerte bløder benzin efter mødet med en elbil, der ikke ville køre.

FREM OG TILBAGE Hvis man bor midt på øen er det sikkert muligt at cykle til de daglige etaper, meeeeen en bil er altså at foretrække. Vi var så heldige (troede vi) at låne en elbil på vores hotel, så vi kunne komme til starten på den første etape i Hasle. Med en topfart på 72 km/t (ned ad bakke - og 40 km/t opad) nåede vi til start i god tid. Men på turen tilbage til Sandvig, besluttede vores elbil at gøre holdt i Allinge. Og der blev den stående. Så vi var nødt til at gå de sidste tre kilometer til hotellet. Herefter lod vi grøn samvittighed være grøn samvittighed og allierede os i stedet med en Jeep, som det ikke lykkedes os at få til at køre mere end 7 kilometer på literen. Til gengæld kom vi sikkert til løb og hjem igen hver gang.

SOM SMURT I SILDEOLIE Etape Bornholm er utrolig velorganiseret. Alt fungerer. Stemningen er rigtig god. De mange hjælpere før, under og efter løbet fortjener stor ros for at gøre løbet til en succes!

KRØLLE-BØLLE Det er stort set umuligt at forstå, hvad bornholmerne siger, hvis de virkelig anstrenger sig for at tale uforståeligt. De fleste forsøger heldigvis at tale noget, der med lidt god vilje minder om rigsdansk, så det er ikke nødvendigt med tolk eller parlør på turen.

Årets løb: Nusstorte, brownie, sandkage og fastelavnboller

Et kig i krystalkuglen: Sådan ser jeg ud i år 2046, hvis jeg fortsætter med at kombinere løb og kage.

Undskyld. Det er halvanden uge siden, jeg sidst skrev et blogindlæg. Jeg har simpelthen været travlt optaget af at banke venner og folk, jeg ikke kender, i Wordfeud (mobiltelefonversionen af Scrabble).

Nu har jeg ladet mig indlægge på en afvænningsklinik for bogstavmisbrugere og tvinger mig selv til at bruge mine ord på noget mere fornuftigt: mine løbsplaner for det kommende år!

Apropos afhængighed: På tredje uge kontrollerer jeg mit indtag af verdens mest fantastiske fastelavnsboller fra Småkagehuset på Frederiks Allé i Århus. Foreløbig har jeg kunnet nøjes med at bolle to gange med remonce, creme og glasur efter lørdagslangturene.

Ved at udvise en for mig så enestående afholdenhed satser jeg på, at komme gennem forårets maratontræning uden at tage på. Det må fejres med en stribe gode løbeoplevelser i det kommende år. Og kage. Sådan ser mine foreløbige planer ud:

Hamburg Marathon (29. april): Jeg skal skære en time af min maratontid fra sidste år. Det er hverken så ambitiøst eller urealistisk, som det lyder. Og så skal det selvfølgelig fejres med Lübecker nusstorte bagefter. (Jeg løber muligvis i de kommende Vibram Fivefingers Seeya. Eller Sole Runner Fx Trainer. Eller Vivobarefoot Aqua Lite. Men det vender jeg tilbage til i senere blogindlæg).

Aarhus City Halvmarathon (3. juni): Ambitiøst nyt byhalvmaraton i Århus.

Randers Freja Motions Sommerløbet aka Kageløbet (juni?): 8 km langs Gudenåen og masser af kage bagefter. Ren hygge!

Rubjerg Knude-løbet (19. august): Jeg løber halvmartonruten i bare fødder. Der serveres sandkage ved depotet på toppen af Rubjerg Knude. Ruten løber forbi mit sommerhus ved Lønstrup i Nordjylland.

Klosterløbet (september?): Jeg deltog i prøveløbet sidste år på en allerhelvedes rute (i hvert fald i bare fødder). Som jeg gerne gentager, hvis datoen passer med mine maratonplaner.

Chicago Marathon (7. oktober): Flere af mine løbevenner deltager. Kombineres med ferie i USA.

Jeg har sikkert glemt nogle mindre løb, som er hyggelige at deltage i. Og så er der alle de løb, som bare ikke passer ind i planerne: Odder Halmarathon, Audi Challenge Aarhus Halvmarathon, Vejle Ådal Halvmarathon, Vestjysk Halvmarathon... Nej, vent - Vestjysk Halvmarathon kan måske godt klemmes ind i programmet, for der plejer at være gode kager...

Lydløs som en ninja!

"Du er jo lydløs som en ninja," sagde hun, da jeg løb forbi.

Hun havde ret. Trods mødet med de hårde cementfliser var mine nye Sole Runner FX Trainer fuldstændig lydløse. Hvert eneste skridt var en præcist timet landing, og fødderne lettede igen næsten uden at røre jorden. Akkurat som når jeg løber i bare fødder.

Prøv selv at lytte: Bare fødder er næsten helt lydløse. Minimalistiske sko siger et hurtigt og let "tap-tap-tap," mens almindelige støddæmpende løbesko taler et søvnigt og tungt "kalåmp-kalåmp-kalåmp."

Sommetider er det altså meget rart, at have bare lidt under fødderne.
Sole Runner FX Trainer testes her ved Vesterhavet.

Barfodskondomer
Tyndere. Større nydelse. Mine nye løbesko får mig mest af alt til at tænke på kondomreklamerne fra min ungdom. Nøgnere bliver det simpelthen ikke med sko på. Sålen er kun halvanden millimeter tyk - eller tynd om man vil. Tilstrækkeligt til at beskytte mod kulde, vand og skarpe sten. Men heller ikke mere. Faktisk kan du mærke hver eneste lille sten, du lander på.

Jeg sætter pris på næsten-barfodsfølelsen, når jeg træner med mit løbehold i Aarhus 1900. Her er jeg nødt til at have lidt på fødderne, hvis jeg skal kunne følge med på alt slags underlag. Men hvis ruten byder på mange sten, vil jeg stadig foretrække mine Vivobarefoot Evo med en sål på fire millimeters tykkelse.

Efter mere end 250 kilometer på asfalt, fortov, grus og skovsti bærer sålen ikke præg af slid, så der er tilsyneladende ingen grund til at være bekymret for, at der let går hul på den tynde sål. Det lover godt.

Løft fødderne
Er du ikke vant til at løbe i bare fødder, vil Sole Runner FX Trainer være en brat opvågning for nerverne under dine fødder. Men nyder du allerede at smide skoene, så er dette den perfekte sko, hvis du vil beskytte fødderne mod kulde i vinterhalvåret. Når jeg står stille, er de så tynde, at jeg fryser fødderne, men ikke når jeg løber.

Selve sålen har ikke ret meget profil. Det stiller krav til koordination og teknik, hvor der er isglat eller mudret. Jeg har løbet på asfalt med rimfrost uden problemer, selvom jeg egentlig sagtens kunne skøjte oven på asfalten, hvis jeg forsøgte. Kunsten er at løfte fødderne, før de når at skride under dig. Så i modsætning til trailsko med en krafig, skridsikker profil, er det ikke muligt at snyde med teknikken. Fødderne skal løftes, og det skal gå tjept!

Sole Runner FX Trainer har god plads til tæerne.

Til pas plads og tørre tæer
Sole Runner FX Trainer er med sine kun 150 gram en meget let sko. Da der samtidig er god plads og intet, der strammer, er det næmest, som om man ikke har noget på fødderne. De er store i størrelserne. Jeg bruger normalt størrelse 44 i andre sko - men jeg kan nøjes med størrelse 42 i Sole Runner FX Trainer.

Sålgummiet går et stykke op langs kanten, så man - i modsætning til Vibram Fivefingers - slipper for våde tæer, når underlaget er vådt. Overdelen er en behagelig mesh, der giver god ventilation til tæerne. Jeg løber ofte i den uden strømper, og der er ingen generende syninger eller sammenføjninger. Snørebåndet er en elastik, man ikke behøver at løsne - så hvis man får lyst til at smide dem og løbe med dem i hånden, tager det kun få sekunder at smutte dem af og på.

Den idéelle barfodssko?
Jeg vil ikke tøve med at kalde Sole Runner FX Trainer for en perfekt løbesko til barfodsløbere. Dette er uden sammenligning det bedste alternativ til at løbe helt uden sko, jeg endnu har prøvet. Eneste minus er at den snarere ligner en sutsko end en funky minimalistisk løbesko. Men for andre med et andet æstetisk forhold til løbegear, vil det måske være et plus.

Jeg har lovet en af mine bloglæsere, at jeg snart vil lave en skoparade, hvor jeg vil præsentere alle mine minimalistiske løbesko og løbesandaler (jeg har efterhånden temmelig mange, synes min kone!). Indtil da kan du gå på oplevelse hos min poserunning- og fladskokollega Posemanden, som har lavet en barfodsskoguide på sin hjemmeside.

Producent: Sole Runner - produceret i Europa
Model: Sole Runer FX Trainer
Pris: 79,90 euro
Vægt: 150 gram (i min størrelse 42)
Forhandlerliste: her

Overhalet af svigermødre!

Her løb min svigermor, Ingrid Svane Fløe, maraton i en alder af 63 år.

Kig godt på højdeprofilen fra Midnight Sun Marathon i Tromsø i Nordnorge. To gange skal denne bro forceres. Det gjorde min svigermor i 1995 i en alder af 63 år. Hun løb på 4 timer og 48 minutter. Den tid står stadig som 15.-bedste maratontid for danske kvinder i aldersklassen 60-64 år!

Året efter døde hun af kræft. Jeg nåede aldrig at møde hende.

Havde jeg kendt hende, er det ikke sikkert, jeg helt havde forstået, hvor imponerende det er, at en kvinde i den alder kan præstere sådan en tid på maratondistancen. Eller løbe 10 kilometer på 48 minutter. Det er også først i løbet af de senere år, at det er gået op for min kone, hvor sej hendes mor egentlig var.

Det kan godt være, at de lader lyset være tændt om natten, men bakkerne kan de ikke lægge ned.

Ældrebyrden bærer sig selv

På den ene side synes jeg, det er rart at vide, at der venter mange gode løbeår forude. Undersøgelser har vist, at formen falder langsomt med alderen. Først som 60-årig er formen nede på samme niveau som hos en utrænet 18-årig.

Men at ældrebyrden kan være så let til bens, var bestemt ikke spor fedt, da jeg ved mit andet halvmaraton i Odder blev overhalet af en bedstefar og hans 12 årige barnebarn kun få kilometer før mål. (Og ikke et ord om, at min ni år ældre kone løb fra mig i Berlin fem uger tidligere).

Min egen løbeklub, Aarhus 1900, kan også mønstre mange særdeles aktive og velløbende mænd og kvinder i pensionsalderen. Jo, ydmygelser på løbestierne skal der nok komme flere af for mit vedkommende. Jeg må nok hellere lære at tage det som en mand - inden jeg bliver for gammel.

Flere stærke kvinder
Anettes stedmor og min anden svigermor, Helen Lykke-Møller, har også gjort sig bemærket på sportsarenaer verden over som en del af den danske vandskielite i sine unge år og inden for tennissporten i snart en menneskealder. Anette og jeg har stærke kvinder at leve - og se - op til.

Og så skal jeg selvfølgelig ikke glemme min egen mor, som i en sen alder har fået smag for både barfodsløb, styrketræning og yoga. Anette og jeg gav hende i øvrigt et gavekort til et startnummer til hendes allerførste 5 kilometer-løb, som hun vil indløse ved en passende lejlighed senere i år. Men meget mere om det, når vi nærmer os hendes store debut. Hvem ved - måske bliver hun også at finde på listen over de bedste veteranmødre?

It runs (again) in the family

For nogle uger siden skrev jeg, hvordan min kone har forfinet restitutionen til det ypperste - ja, nærmest gjort det til en kunstform at slippe for at løbe. Stærkt påvirket af mit blogindlæg har Anette nu snøret sine minimalistiske løbesko, og siden jul har hun faktisk indtil flere gange været set i noget, der minder om løb.

Hurtigt går det ikke. Til gengæld kan hun mærke det i sine lår. Så jeg vil hermed tillade mig at postulere, at hendes restitutionstaktik har fejlet. (Men den diskussion må vi hellere tage derhjemme).

I'm gonna be a Hamburger

"Jeg satte personlig rekord ved Hamburg Marathon. En time hurtigere end sidste år."
Sådan glæder jeg mig til at opsummere 2012 i min Facebook-status næste nytår. For det vil blive et stort løbeår!

Det var det sådan set også sidste år, hvor jeg løb mit allerførste maraton i Hamburg. Jeg var velforberedt og mentalt topmotiveret, da jeg stod klar ved målstregen sammen med nogle af mine gode løbevenner. Alligevel gik det ikke heeeelt som planlagt: Jeg brugte næsten en hel time mere på de nordtyske gader og stræder, end jeg havde håbet på.


Overskud til at hilse på vores medbragte heppere få hundrede meter inden målstregen.
Bemærk, at mine grønne kompressionsstrømper matcher mine Vivobarefoot Evo-løbesko. Smukt.

 
Heisse Scheisse
Hvad gik galt? Mit bedste bud er de 28 graders varme, som min krop slet ikke var forberedt på. Selvom kalenderen sagde maj, havde temperaturerne nemlig endnu ikke været over 10 grader herhjemme.

Allerede efter 15 kilometer kunne jeg godt fornemme, at det ikke ville blive nogen let dag. Farten blev sat betragteligt ned. Jeg snakker normalt ikke om tider i min blog, men jeg er nødt til at udfordre min forfængelighed ved at skrive, at jeg næsten brugte fem timer på min debut på maratondistancen. Alligevel var det en kæmpe oplevelse. Publikum var fantastisk, og jeg havde ingen skader efter løbet.

Jeg var dog tæt på at bryde sammen, da min løbeveninde Dinah og jeg passerede 40 kilometer-mærket, og en tysker råbte fra sidelinjen: "Die letzte zwei!". Tanken om, at vi var de allersidste, var ikke rar. Det gik dog hurtigt op for os, at han selvfølgelig mente, at vi nu kun havde to kilometer tilbage.


Det svære skovalg
I år ligger Hamburg Marathon en måned tidligere, så jeg krydser fingre for et lidt køligere løbeklima. Træningsprogrammet for mig og mine løbevenner er lagt. Tre ugentlige træningspas med det løbehold (Rødt Hold), som jeg er træner for, suppleret med to træningspas alene i roligt tempo eller maratontempo. I alt kommer jeg til at toppe med omkring 80 kilometer om ugen.

Jeg løber ikke de 42 kilometer i helt bare fødder. Om det bliver i Vivobarefoot Evo (som sidste år), Vibram Fivefingers Bikila (som jeg løb i, da jeg satte personlig rekord på halvmaraton i Vejle i efteråret), eller om det bliver i mine Sole Runner (kun halvanden millimeter sål), ved jeg ikke, men de vil alle tre blive testet grundigt. Og det kommer jeg til at skrive meget mere om i de næste måneder. Hvis ikke jeg er for træt...

Godt nytår!

PS: 2011 blev opgjort således på min Facebook-status: ‎"2426 kilometer. 19.423 højdemeter. Og 206.676 kalorier. Men løber stadig som en tøs." Der er selvfølgelig ikke noget galt i at løbe som en tøs. Specielt ikke hvis man har de matchende kromosomer (hvad jeg ikke har). Trods de mange forbrændte kalorier lykkedes det mig i øvrigt at tage et par kilo på under maratontræningen. Årsag? Jo, sådan går det, når maratonsæsonen falder sammen med fastelavnbollesæsonen.

Remonce, creme, bolledej og glasur. Who needs more?

Småkagehuset på Frederiks Allé i Århus laver verdens bedste. En farlig nabo!